MediaWatch

Japansk film hædres med Guldpalmen i Cannes

Familiedrama af japansk instruktør er kåret som årets bedste film ved filmfestivalen i Cannes.

Den japanske instruktør Hirokazu Kore-eda på scenen i Cannes, hvor han modtog Guldpalmen for filmen "Shoplifters" Foto: Ritzau Scanpix/Alberto Pizzoli

Filmen "Shoplifters" af den japanske instruktør Hirokazu Kore-eda vinder Guldpalmen ved dette års filmfestival i Cannes.

Det oplyser festivalens jury på Twitter.

"Shoplifters" er ifølge flere anmeldere et rørende drama om en familie af småkriminelle, der tager et barn til sig, som familien finder på gaden.

Filmen har fået fine anmeldelser for sit humanistiske portræt af en familie, der lever på kanten af samfundet, skriver det amerikanske magasin Variety.

"Jeg stiller spørgsmålet, om mennesker, der ikke deler blodets bånd, kan opbygge en familie ved at tilbringe tid sammen," siger Hirokazu Kore-eda til journalister.

Han betegner "Shoplifters" som sin måske mest socialt bevidste film.

Kore-eda bliver af nogle betegnet som Japans svar på Ken Loach, den britiske instruktør som er kendt for sine skildringer af almindelige mennesker, der kæmper for at få tilværelsen til at hænge sammen.

Det er syvende gang, at den japanske instruktør præsenterer en film på festivalen i Cannes. Han fik en fornem tredjeplads, da han deltog i hovedkonkurrencen i 2013.

Den amerikanske instruktør Spike Lee, hvis film "BlacKkKlansman" på forhånd var nævnt som en af favoritterne, blev hædret med juryens store pris, Grand Prix, der af mange betragtes som en andenplads i filmkonkurrencen.

En anden favorit, libanesiskfødte Nadine Labaki, blev hædret med juryens pris for filmen "Capharnaüm".

Mange havde ellers på forhånd spået, at skuespilleren Cate Blanchett, der stod i spidsen for dette års jury, sammen med de øvrige jurymedlemmer ville give Guldpalmen til den kvindelige instruktør. Det er kun sket en enkelt gang før.

Årets Cannes-festival er den første, siden MeToo-bølgen skyllede hen over filmbranchen og videre ud over store dele af verden. Og MeToo satte også sit præg på årets festival.

For første gang i mange år var den amerikanske topproducer Harvey Weinstein ikke med på festivalen. Han blev en hovedfigur i MeToo-bevægelsen, der for alvor tog fart, efter at en række kvinder anklagede ham for voldtægt og andre seksuelle overgreb.

Skuespillerinden Asia Argento, der har beskyldt Weinstein for at have voldtaget hende under Cannes-festivalen i 1997, holdt en knyttet næve i vejret, da hun lørdag gik op ad den røde løber.

"Jeg vil gerne komme med en forudsigelse: Harvey Weinstein vil aldrig blive budt velkommen her igen," sagde Argento fra scenen, da hun præsenterede en af årets priser.

/ritzau/

Forsiden lige nu

Briefing: Ugen i mediebranchen

Danmarks største forlag måtte nedjustere sine forventninger til årets præstation betragteligt, Sjællandske Medier købte op, og Forbrugerombudsmanden besluttede, at et særligt markedsføringsredskab på Facebook er ulovligt. Få overblikket over ugen, der gik, i Mediedanmark.

Bonnier lancerer nyt bureau i Norge

Bonnier Media åbner et ny marketingbureau ved navn Kontent, som skal producere indhold inden for mode, interiør og livsstil. Det skal danne spydspids for koncernens satsning på content marketing og nativeproduktion.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere