MediaWatch

CBS taber kamp mod egen storaktionær

Der er udsigt til fusion mellem CBS og Viacom efter tabt retssag mod National Amusement. CBS erklærer sig dog parat til yderligere søgsmål mod majoritetsejeren.

Den amerikanske mediegigant CBS har torsdag tabt et sagsanlæg mod National Amusements, som er CBS' egen kontrollerende storaktionær. Og med slaget tabt i retten, så er der udsigt til, at CBS og Viacom bliver fusioneret, og at den navnkundige CBS-chef, den tidligere skuespiller, Les Moonves, bliver sendt på pension.

CBS lagde mandag sag an mod National Amusements, der ejes af Redstone-familien, for at forhindre, at storaktionæren gennemtvinger en fusion mellem CBS og det lidt skrantende Viacom, som National Amusements også kontrollerer.

CBS hævdede i sit sagsanlæg mod National Amusement, at storaktionærens topchef, Shari Redstone, ikke handler i alle aktionærers bedste interesse, og at storaktionæren skal forhindres i at erstatte eksisterende bestyrelsesmedlemmer i CBS med nye, som er parate til at støtte en fusion med Viacom. Den nuværende bestyrelse i CBS har nedsat en komite, som skal vurdere det fornuftige i en fusion med Viacom, som National Amusement har ønsket siden 2016. Indtil videre har komiten dog fundet, at det er bedre for aktionærerne at godkende et særligt aktieudbytte, som vil udvande National Amusements stemmeret fra 80 til cirka 17 pct.

"Intet ledelseshold kan præstere i skyggen af den farlige magt, frøken Redstone besidder," hed det fra CBS i dokumenterne sendt til domstolen i Delaware, hvor topchef Les Moonves forsøgte at få retten til at nedlægge forbud mod, at National Amusements modarbejder forslaget.

Men Shari Redstone og National Amusements fik altså medhold hos dommeren i Delaware, og det har torsdag sendt aktien i CBS ned med 6,0 pct., mens Viacom mister 1,3 pct.

National Amusement ejer 10 pct. af aktierne i CBS Corp., men har op mod 80 pct. af stemmeretten, da der findes to aktieklasser. Samtidig kontrollerer National Amusement på samme måde 80 pct. af stemmerne i Viacaom, selv om man kun ejer en mindre del af aktiekapitalen.

Dommeren i sagen i delaware, Andre Bouchard, holdt i sin afgørelse fast i, at National Amusements er i sin gode ret til at beskytte den særlige stemmeret, de to aktieklasser giver selskabet.

"Ingen præcedens, som har overvejet og i endnu mindre grad sanktioneret det ønske, sagsøger har, er i midlertid blevet identificeret," lyder det i dommerens afgørelse.

Hos National Amusements er man i sagens natur glad for torsdagens afgørelse.

"Rettens afgørelse udgør en vindikation af National Amusements ret til at beskytte sine interesser. Som vi har til hensigt at vise, efterhånden som sagen fortsætter, udgør handlingerne fra CBS og dens særlige komite et brud på deres retlige pligter og viser ingen hensyntagen til de risici, som CBS og dets investorer udsættes for," hedder det fra aktionæren, som i mandags karakteriserede stævningen mod sig som en "skandale".

CBS holder dog fast i, at bestyrelsen torsdag stadig vil mødes for at diskutere spørgsmålet om det foreslåede særlige udbytte.

"Dagens afgørelse ændrer på ingen måde CBS' og dens bestyrelses ufravigelige dedikation til at handle i og beskytte de bedste interesser for alle aktionærer."

Bestyrelsen kan dog ikke torsdag beslutte sig for at gennemføre udbyttebetalingen, fordi National Amusement tidligere på ugen fik ændret vedtægterne i CBS, så der nu kræves 90 pct. enighed i bestyrelsen for forslaget, og det kan Shari Redstone og hendes allierede i bestyrelsen blokere. CBS har dog annonceret, at man er parat til yderligere sagsanlæg for at beskytte aktionærernes interesse mod, hvad selskabet måtte anse for "ulovlige handlinger" fra National Amusements side.

Hvis National Amusement vinder kampen, og en fusion gennemføres, så ventes det, at Viacoms nuværende topchef Bob Bakish vil blive chef for den samlede koncern, og at 68-årige Les Moonves dermed vil blive sendt på pension. Redstone-familien var oprindelig bag Les Moonves' vej til toppen i CBS, som han har været chef for i 13 år. Les Moonves har i to årtier på den måde arbejdet for Redstone-familien.

Viacom er ejer af kendte brands som MTV, Nickelodeon, Comedy Central og Paramount Studios, men aktien har i mange år klaret sig dårligt.

Forsiden lige nu

Briefing: Ugen i mediebranchen

Ny, stor spareplan i Jysk Fynske Medier, Dansk Folkeparti stiller kritiske spørgsmål til TV 2-salg og opsigtsvækkende reklamesag sender Dansk Reklame Film i rødt. Kom med på ugens rundtur til de vigtigste begivenheder i mediebranchen.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere