MediaWatch

Canal Digital kræver millionerstatning af bagmænd i piratsag

Tv-selskabet kræver erstatning af to mænd, der er tiltalt for at have ulovligt solgt tv-kanaler til venner og naboer. Mændene blev sidste år idømt fængsel i byretten, men sagen er anket til landsretten, hvor sagen netop er begyndt.

/ritzau/Thomas Borberg
Foto: /ritzau/Thomas Borberg

1,5 mio. kr. Det er den erstatning, som Canal Digital kræver af to 36-årige mænd, som er tiltalt for i en årrække at have solgt tv-kanaler fra Viasat og Canal Digital til venner og naboer for en brøkdel af abonnementsprisen. Det skriver Jydskevestkysten.

I marts sidste år idømte retten i Kolding de to mænd seks måneders betinget fængsel hver. Sagen blev anket til landsretten, og mandag begyndte ankesagen. I byretten nægtede den ene mand sig skyldig, mens den anden mand erkendte, at han har givet 15-16 personer adgang til at se tv fra Viasat og Canal Digital via såkaldt card sharing. Det skete ved, at de tiltaltes venner og naboer fik en modtagerboks, der var omkodet. Ved hjælp af boksen og et dekodersignal, som de modtog over internettet, kunne de se tv uden at betale en krone til Viasat og Canal Digital.

Ifølge anklagemyndigheden er sagen langt mere omfattende. Tiltalen lyder på, at de to mænd har givet uautoriseret adgang til Viasat og Canal Digitals kanaler til mindst 194 brugere.

Både Canal Digital og Viasat fremlagde i byretten et erstatningskrav på hhv. 1,5 mio. kr. og 1,3 mio. kr. Byretten afviste dengang at tage stilling til kravene, men henviste til, at selskaberne kan søge om erstatning i en civil sag efterfølgende.

I landsretten har Canal Digital gentaget sit erstatningskrav, men det er ifølge Jydskevestkysten endnu uvist, om Viasat fastholder sit krav.

Efter planen falder der dom onsdag, skriver Jydskevestkysten.

Forsiden lige nu

Briefing: Ugen i mediebranchen

Ny, stor spareplan i Jysk Fynske Medier, Dansk Folkeparti stiller kritiske spørgsmål til TV 2-salg og opsigtsvækkende reklamesag sender Dansk Reklame Film i rødt. Kom med på ugens rundtur til de vigtigste begivenheder i mediebranchen.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere