MediaWatch

Lars von Trier kommer alligevel med til Cannes festival

Tidligere guldpalmevinder er med på filmfestival i Cannes med filmen "The House That Jack Built".

Foto: Ritzau Scanpix/AP/Axel Schmidt

Instruktøren Lars von Triers film "The House That Jack Built" er udvalgt til at deltage i filmfestivalen i Cannes uden for hovedkonkurrencen, oplyser festivalen.

Da de 18 deltagende film blev udtaget til selve konkurrencen for nylig, var von Triers film ikke iblandt dem.

Men nu kommer filmen altså alligevel med på filmfestivalen, blot uden for selve hovedkonkurrencen.

"The House That Jack Built" har skuespilleren Matt Dillon i hovedrollen. Filmen beskrives som en thriller, hvor man følger en seriemorder over en periode på 12 år.

Lars von Trier er både et berygtet og anerkendt navn ved filmfestivalen i Cannes.

I 2000 vandt han den prestigefulde Guldpalmen i Cannes for filmen "Dancer In the Dark".

Han har også været udtaget til festivalen med blandt andet "Forbrydelsens Element" (1984), "Europa" (1991), "Breaking the Waves" (1996), "Idioterne" (1998), "Dogville" (2003), "Manderlay" (2005), "Antichrist" (2009) og "Melancholia" (2011).

På kant med festivals ledelse

I 2011 ragede han uklar med festivalens ledelse.

Ved et pressemøde i Cannes i forbindelse med filmen "Melancholia" kom von Trier med en række kontroversielle udtalelser, hvor han blandt andet udtrykte forståelse for Adolf Hitler. Det betød, at han en overgang ikke var velkommen ved festivalen.

Lars von Trier sagde senere, at hans udtalelse var et forsøg på at være humoristisk, og at han fortrød, at han havde sagt det.

Men nu får han altså igen lov til at rejse til Cannes og vise sin nyeste film. Filmen "The House That Jack Built" får dansk premiere i efteråret 2018.

Ud over Matt Dillon er Uma Thurman og danske Sofie Gråbøl på rollelisten. Instruktøren har skrevet manuskriptet til filmen, som er produceret af Zentropa med støtte fra bl.a. Filminstituttet, Copenhagen Film Fund og DR.

Dette års filmfestival i Cannes, der finder sted for 71. gang, foregår i perioden fra 8. til 19. maj.

/ritzau/

Mere fra MediaWatch

"Helt generelt synes jeg selvfølgelig, at vi chefredaktører skal stille op"

Principielt bør mediechefer også stille op til kritiske interviews, når medierne forventer det samme af fx politikere, mener Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, efter kritik fra tidl. statsminister af manglende interviews med B.T.'s ansv. chefredaktør Michael Dyrby i kølvandet på dokumentarfilmen om metoo på TV 2.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs