MediaWatch

Weinsteins tv-selskab styrer uden om konkurs

The Weinstein Company er blevet solgt for 3 mia. kr. og undgår dermed en konkurs, som der ellers blev stillet i udsigt i sidste måned.

Ritzau Scanpix/AP/Invision/Chris Pizzello
Harvey Weinstein. Foto: Ritzau Scanpix/AP/Invision/Chris Pizzello

Det amerikanske produktionsselskab The Weinstein Company har været på kanten af konkurs i kølvandet på, at selskabets medstifter Harvey Weinstein sidste år havnede i et stormvejr af proportioner, som blev startsskuddet til den såkaldte #metoo-kampagne. Nu er en køber imidlertid trådt til, skriver filmmagasinet Ekko.

I slutningen af februar lød det ellers i en pressemeddelelse, at produktionsselskabet ville indgive en konkursbegæring i løbet af "de kommende dage" efter knas i forhandlinger med en investorgruppe, som var interesseret i at købe selskabet, og mangel på penge til at drive selskabet videre. Siden er der dog fundet en løsning, da samme investorgruppe bestående af bl.a. milliardæren Ron Burkle og en kvinde ved navn Maria Contreras-Sweet har lagt 3 mia. kr. for selskabet.

Med det nye ejerskab vil der også følge en relancering af selskabet i kølvandet på efterårets negative omtale, fortalte Maria Contreras-Sweet til Variety, skriver Ekko.

"Vi vil starte et nyt selskab med en ny bestyrelse og vision, der indeholder de principper, vi har stået for, siden vi begyndte processen i efteråret."

The Weinstein Company blev stiftet tilbage i 2005 af Weinstein selv og hans bror Robert Weinstein. De ejer hver omkring 22-23 pct. af selskabet. Efter Harvey Weinstein i efteråret 2017 blev beskyldt for at have seksuelt misbrugt og krænket adskillige kvinder i Hollywood, blev han fyret som direktør for selskabet.

Skandalen har været en vedvarende udfordring i forbindelse med salget, da der har været debat om, hvor mange penge der skal sættes til side i en særskilt fond, der er oprettet til ofrene for Harvey Weinsteins overgreb, skriver Ekko. Beløbet er landet på 550 mio. kr., som er en del af den samlede købspris, lyder det.

Weinsteins filmselskab vil indgive konkursbegæring

Forsiden lige nu

Digital redaktionschef forlader TV 2

TV 2 skal på udkig efter en ny digital redaktionschef – nuværende chef stopper efter halvandet år for at få tid til at rejse med familien, skriver han på Linkedin.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere