MediaWatch

TV 2 sætter navn på ny ungesatsning

Torsdag går TV 2's varslede videosatsning målrettet unge mellem 20 og 30 år i luften. Indholdet skal både begå sig på sociale medier og TV 2's egne platforme.

Scanpix Ritzau/Mads Claus Rasmussen
Foto: Scanpix Ritzau/Mads Claus Rasmussen

1. marts lyder startskuddet for TV 2's varslede ungesatsning, der er blevet døbt TV 2 Echo. Den nye redaktion, der foruden redaktionschef Marie-Louise von Holstein består af en fotograf, tre videojournalister, en praktikant, to journalister og en redaktør, skal appellere til unge mellem 20 og 30 år, som de brede medier ellers generelt set har svært ved at få i tale i dag.

Nyhedschef på TV 2, Jacob Kwon, løftede allerede en del af sløret for det nye tiltag i januar. Her fortalte han, at redaktionen skal producere journalistisk videoindhold, der begår sig særligt godt på Facebook og andre sociale platforme, som skaber interesse hos de unge.

"Vi kalder det aktuelle fortællinger. Vi er ovre i journalistikkens verden, men vi vil ikke servere klassisk nyhedsjournalistik for dem – i stedet bliver det fortællinger, de kan spejle sig i, og som kredser om den her målgruppe," sagde han til MediaWatch i januar.

Den fulde afsløring er kommet i dag, hvor TV 2 i en pressemeddelelse fortæller, at den nye redaktion dagligt vil udkomme med indhold ikke bare på Facebook og Instagram, men også tv2.dk og TV 2 Play.

"Historierne fra TV 2 Echo er journalistiske videofortællinger, der skal appellere til et mere begejstret og mere engageret liv – og til nye målgrupper. Historierne er typisk et par minutter lange, de er professionelt fortalt i høj produktionskvalitet og kan være lette i tonen – men ikke nødvendigvis i emnevalget. Vi kommer til at beskæftige os med etiske og moralske valg i livet, og vores historier vil noget," fortæller redaktionschef Marie-Louise von Holstein, i meddelesen.

En rugekasse

Hun uddyber, at den nye redaktion i høj grad vil være et laboratorium til at eksperimentere med alternative fortælleformer, som kan begå sig godt på sociale- og digitale medieplatforme.

"Levende billeder er en TV 2-kernekompetence og ambitionen er at blive en af Europas bedste til disse kortformsvideoer. Derfor vil vi arbejde på at blive et internt videnscenter for TV 2s erfaringer med kortformsvideoer samt forhåbentlig også en naturlig rugekasse for nye idéer og nye måder at arbejde med video til sociale og digitale platforme," siger hun i meddelelsen.

Ud over samarbejde med TV 2’s øvrige digitale redaktioner, heriblandt tv2.dk og streamingtjenesten TV 2 Play, er det også en del af planen, at der skal være materialeudveksling med både TV 2 News og hovedkanalen, så historierne eventuelt også vil kunne indgå i nyhedsudsendelserne på flow-tv, fortalte Jakob Kwon til MediaWatch i januar.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere