MediaWatch

Medie: Telia har kontaktet TDC vedrørende overtagelse

Ifølge Dagens Industri har der i den forgange uge været "indgående diskussioner" mellem Telia og TDC.

Foto: PR/Telia

Opdateret kl. 12.51 – Spillet om TDC kan muligvis have taget en ny drejning, efter at telekoncernen mandag meldte ud, at man har sat overtagelsen af MTG Nordics på standby.

Det svenske finansmedie Dagens Industri skriver, at telegiganten Telia ifølge flere unavngivne kilder har været i "indgående diskussioner" med TDC i sidste uge.

Kontakten skulle angiveligt dreje sig om et købstilbud på TDC på 80 mia. kr.

Dermed kan der være to mulige købere i spil til den danske koncern, efter at en konsortium bestående af pensionskasserne ATP, PFA og PKA samt den australske investeringsbank Macquarie har bekræftet, at de for nylig har afgivet et bud på TDC.

Dette bud, som angiveligt ligger i omegnen af 47-48 kroner pr. aktie, blev dog afvist af TDC's bestyrelse med henvisning til, at aktionærerne var bedre tjent med strategien om at skabe en nordisk storspiller inden for tv-indhold og teleinfrastruktur.

Det var netop den strategi, der lå bag det opkøb af MTG Nordics, som altså nu muligvis ikke bliver til noget.

TDC har i en fondsbørsmeddelelse mandag bekræftet, at man er blevet kontaktet af en byder, som vil købe alle aktier i selskabet.

Hvis salget bliver en realitet, vil aftalen med MTG Nordics' ejer, Modern Times Group, blive annulleret.

/ritzau/

Mere fra MediaWatch

Berlingske skipper papiraviser på helligdage - andre fastholder

Berlingske har skippet den trykte avis på helligdage, men andre vil fastholde printudgave viser MediaWatch-rundspørge. På længere sigt kan danske søndagsaviser på tryk dog være truede ifølge en medieforsker, fordi en stor del af indtægtsgrundlaget er forsvundet.

Tidligere EB-sportschef skifter ind hos Tipsbladet

Efter at være blevet opsagt som del af chefredaktør Henrik Qvortrups ændringer i Ekstra Bladets holdopstilling er avisens tidligere sportschef blevet en del af Tipsbladets kommentator-team som led i en digital oprustning. (Rettet)

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs