MediaWatch

DR hyrer hollandske freelancere til Melodi Grand Prix

Tekniske medarbejdere melder om lønnedgang for arbejdskraft til Melodi Grand Prix og har derfor takket nej. DR har i stedet kigget mod udlandet for at finde den nødvendige arbejdskraft.

Foto: Ritzau Scanpix/Mads Claus Rasmussen

Når Melodi Grand Prix løber over skærmen på DR i weekenden, så vil det ske med bistand fra hollandske freelancere. Det skriver Ekstra Bladet.

DR og public service-selskabets aflønning af freelancere har den seneste tid været i fokus. Og netop løn er grunden til, at danske tekniske medarbejdere har sagt nej tak til opgaven. Ifølge fotograf Krister Stub tilbød DR en løn svarende til en lønnedgang på 30-40 pct. for arbejdet med Melodi Grand Prix.

"Hvis de var kommet til os og havde sagt, at alle skulle gå 25 procent ned i løn – både fastansatte og direktører – så havde vi naturligvis sagt ja til det. Men det er jo ikke tilfældet," siger Krister Stub til Ekstra Bladet.

DR's økonomidirektør, Nikolas Lyhne-Knudsen, ser intet odiøst i DR's hyring af hollandske freelancere.

"I forhold til bemandingen til Melodi Grand Prix er det rigtigt, at der på tre meget specialiserede funktioner er tilknyttet medarbejdere fra Holland. På den type funktioner er der et europæisk arbejdsmarked og i øvrigt nogle ret høje lønniveauer. Dem, der er rigtig gode til netop de funktioner i Danmark, har takket nej til at arbejde til den nye løn, vi tilbyder. Men dem, der arbejder i Danmark, arbejder også selv i udlandet fra tid til anden, ligesom vi også tidligere har benyttet udenlandsk arbejdskraft," lyder det i et skriftligt svar fra Nikolas Lyhne-Knudsen til Ekstra Bladet.

DR's aflønning af freelancere har gennem længere tid været til debat. I går skrev Journalisten, at en nystiftet forening, Freelanceforeningen af 2018, vil arbejde for bedre lønvilkår til de freelancere, som DR hyrer.

Mere fra MediaWatch

Kvinder i metoo-dokumentar kritiserer Politikens beskrivelse af Jes Dorph-sag

Politiken bragte i januar en ensidig og mangelfuld beskrivelse af de sager, Jes Dorph-Petersen blev beskyldt for i advokatundersøgelsen på TV 2, mener de kvinder, som står bag beretningerne. Kritikken "gør indtryk" på Politikens chefredaktør, Anne Mette Svane, som dog står ved den journalistiske behandling.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs