MediaWatch

Filmbranche ønsker mere fokus på provinsen med ny pengepulje

En stribe organisationer i filmbranchen har sendt et forslag til politikerne om at etablere en Danmarkspulje på 30 mio. kr., der skal hjælpe flere film- og tv-serier fra provinsen på vej. Kulturministeren forholder sig afventende.

Foto: /ritzau/Tor Birk Trads

I en fælles appel efterlyser en række brancheorganisationer i filmmiljøet - Producentforeningen, Danske Dramatikere, Danske Filminstruktører, Dansk Skuespilforbund og Dansk Filminstitut - at der bliver sat større fokus på at skabe film- og tv-serier med ophav i landets provins i forbindelse med de kommende medieforhandlinger. Det skriver Jyllands-Posten på baggrund af en kronik bragt i Berlingske tidligere på måneden.

Organisationerne foreslår, at der bliver etableret en såkaldt Danmarkspulje på 30 mio. kr. fra 2019 til 2022, som skal hjælpe fortællinger fra lokalområder på vej. Det skal udglatte skævvridningen i det danske filmbillede, hvor størstedelen af produktionerne er lavet i de store byer, lyder det. Puljen skal i givet fald administreres af filmfondene Filmfyn og Den Vestdanske Filmpulje, der i forvejen uddeler knap 30 mio. kr. til danske film- og serieproduktioner.

"Hvorfor det? Fordi et Danmark i større kulturel balance må være et mål for alle. Det drejer sig om at kunne se sig selv som del af noget større på tværs af geografi, køn og alder. Det er i høj grad public service – og til public service hører overvejelser om, hvordan vi kan stimulere produktionen af unikke, danske historier yderligere. Regionalt og nationalt. Først og fremmest til gavn for borgerne og for den samtale, som det er vigtigt, at vi fører med hinanden, uanset om vi bor i Fåborg, Skjern eller København," skriver organisationerne i det fælles indlæg.

Ifølge Jyllands-Posten er kulturminister Mette Bock (LA) positivt stemt for idéen, men hun ønsker ikke at forholde sig til, om der skal sendes flere penge mod de regionale filmfonde.

"De regionale filmfonde er et glimrende eksempel på, hvordan den statslige kulturstøtte kan indgå som ”seed money” i en lokal eller regional kontekst. Dels ved at skabe et grundlag for flere investeringer, dels ved at skabe legitimitet og engagement. Vi skal bryde nye veje, og på den baggrund synes jeg, at det er fint at se på nye muligheder. Men om der skal sendes flere penge mod regionale filmfonde, kan jeg ikke sige noget om på nuværende tidspunkt. Det er et spørgsmål, som vil blive en del af det kommende års forhandlinger," siger Mette Bock til avisen, der også har vendt forslaget med Socialdemokratiets medieordfører, Mogens Jensen, som fortæller, at han og partiet er positive over for at drøfte, om der skal sendes flere statsfinanser til filmfondene.

Mere fra MediaWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs