
I økonomisk pressede tider vil det gå ud over TV 2's muligheder for at lave kvalitetsjournalistik, hvis den statsejede tv-station bliver privatiseret, som regeringen planlægger. Sådan lød advarslen fra Jan Scherman, der fra 2001 til 2011 var direktør for svenske TV4, som er ejet af Bonnier, da der tirsdag blev afholdt konference på Christiansborg om TV 2's fremtid. Det skriver Journalisten.
"Et privat selskab skal give overskud. Det er muligt, hvis man er dygtig, men i hårde tider vil det gå ud over nogle af programmerne. På TV4 lukkede man nyhedskanalen og 25 lokale tv-stationer, der ikke gav overskud," sagde Jan Scherman og stillede sig skeptisk over for troen på, at man opretholder et mangfoldigt mediebillede ved at privatisere TV 2.
Selv med en fortid som direktør for et privatejet tv-selskab erkendte han, at med nutidens pressede mediemarked er offentligt finansieret public service "vigtigere end nogensinde", skriver fagbladet.
TV4 har været en privatejet tv-station med public service-forpligtelser siden 1990. Da stationen blev etableret var det med henblik på at give SVT, der er den svenske pendant til DR, konkurrence på området.
Også Egmonts økonomidirektør Hans Carstensen, som også er bestyrelsesformand for det Egmont-ejede TV 2 i Norge, samt medieforsker Anker Brink Lund fra CBS m.fl. var til stede på konferencen, som tænketanken Cevea arrangerede.
Anker Brink Lund præsenterede bl.a. et forslag til et potentielt salg af TV 2. Det gik ud på, at TV 2 skal udskilles i en privat erhvervsdrivende fond frem for et traditionelt salg. Men den løsning er Egmont ikke stor tilhænger af, skrev MediaWatch tirsdag.
"Jeg ved godt, at vi skal høre om fondsmodellen senere, men jeg tvivler på, at man den vej igennem skaber skala og muligheder for stordriftsfordele og få mere privat risikovillig kapital ind i billedet," sagde Hans Carstensen om forslaget.