MediaWatch

Zentropa skærper tonen

Der skal ikke herske tvivl om, at krænkende adfærd ikke er acceptabelt, lyder det fra Zentropas bestyrelsesformand, efter flere kvinder har berettet om seksuelle ydmygelser i filmselskabet.

Foto: Jonas Olufson/Polfoto/Arkiv

Efter Politiken lørdag bragte en historie om ni tidligere ansatte i filmselskabet Zentropa, der beretter om gentagne seksuelle ydmygelser af tidligere direktør Peter Aalbæk Jensen, bliver tonen nu skærpet over for både Peter Aalbæk Jensen og den generelle adfærd på filmselskabet. Grænseoverskridende adfærd over for ansatte og elever vil ikke blive tolereret i fremtiden, skriver Politiken på baggrund af en mail fra selskabets bestyrelsesformand Allan Hansen, der også er adm. direktør i Nordisk Film, som er medejer af Zentropa.

"Der skal ikke herske tvivl om, at vi ikke accepterer krænkende adfærd, og jeg er ked af at læse Politikens beskrivelse af, at nogle kvinder har oplevet det sådan," skriver Allan Hansen til avisen.

Udmeldingen kommer, efter Zentropa fredag udsendte en pressemeddelelse, hvori det slog fast, at der ikke skal være en kultur i filmselskabet, hvor der bliver givet eller modtaget "klask som belønning eller straf, uanset om det for alle parter opleves som sjovt." Derudover fremgik det, at ledelsen vil fastlægge en fremtidig linje for acceptabel adfærd i selskabet.

Til Politiken skriver Allan Hansen nu, at han forventer, at alle - også Peter Aalbæk Jensen - bakker op om den plan.

I en lettere kryptisk kommentar til avisen, lyder det fra Peter Aalbæk Jensen, at man ikke kan vide, om han tager instruksen til sig.

"Jeg har fået en instruks, og så må fremtiden vise, om jeg indordner mig."

Mere fra MediaWatch

ViacomCBS sælger studiebygninger i milliardhandel

Den amerikanske mediekoncern ViacomCBS skiller sig af med over en million kvadratmeter studieområder og -bygninger, som har dannet ramme om et væld af tv-shows og optagelser af serier og film siden 1928.

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs