MediaWatch

Populær radiovært vender tilbage til æteren

Efter 16 års pause vender radioværten Jesper Bæhrenz for nogle uger tilbage til DR P4 med nyt sommerprogram.

Foto: DR/Bjarne Bergius Hermansen © Type 1

Jesper Bæhrenz, der i 90'erne var fast vært på flere DR P3-programmer, returnerer til public service-stationen og bliver fra begyndelsen af juli vært på sommerprogrammet "Take Off". Det skriver DR i en pressemeddelelse.

"'Take Off' er radio for dem, der er på arbejde, men de, der sidder med fødderne i vandkanten, må også gerne lytte med," siger Jesper Bæhrenz i meddelelsen om programkonceptet, hvor værten og holdet bag tager rundt i Danmark for at tale med folk, der er på arbejde, mens andre holder sommerferie.

Jesper Bæhrenz har siden sin tid i DR været producer og vært på en stribe tv-programmer og har de seneste år været bosat i udlandet. I 2005 flyttede han til London for at arbejde med produktionsselskabet VIVE productions derfra. I 2009 flyttede han videre til Los Angeles, hvor han med sin hustru, standup komiker, producent og skuespiller Mette Lisby, bl.a. udarbejder filmmanuskripter og tv-koncepter. Nu vender han altså tilbage i sommerperioden.

"Stemningen om sommeren i Danmark er helt speciel. Vi letter lidt på hatten, løsner slipset og bliver lidt sydeuropæiske på den fede måde, og det skal smitte af i radioen. Derfor bliver 'Take Off' et glad program, en slags radiofonisk soppebassin for det indre sommerbarn i korte bukser med kort vej til smil og en enkelt maveplasker her og der," siger Jesper Bæhrenz i meddelelsen.

"Take off" går første gang i æteren den 3. juli og bliver sendt alle hverdage i fem uger.

Mangeårig vært forlader Giro 413

Mere fra MediaWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs