Ramskov: Vi skal være vedkommende i hele landet
"DR og Radio24syv lyder fortsat ofte som Nørrebro Lokalradio."
Sådan lød det fra kulturminister Bertel Haarder (V), da han tidligere på ugen bidrog til MediaWatchs sommerserie. I dagens udgave af Politiken har avisen bedt netop DR og Radio24syv forholde sig til påstanden om, at de to licensfinansierede mediehuse dækker, hvad der sker i København mere intensivt, end hvad der sker i resten af landet.
Jørgen Ramskov, ansv. chefredaktør og adm. direktør på Radio24syv, erkender, at København dækkes tættere, og kalder det "en tilståelsessag" og siger, at radiostationen arbejder på at gøre det bedre.
"Landsdækkende betyder ikke, at man skal dække alt i Børkop lige så grundigt, som man dækker det, der sker i København. Uden at genere nogen sker der mere af samfundsbetydning i hovedstaden end i Børkop. Men vi skal være i stand til at lave en kulturdækning, som er vedkommende, også for dem i Børkop," siger Jørgen Ramskov til Politiken og henleder opmærksomheden på, at Radio24syv har færre lyttere i hovedstadsområdet end P1.
Tine Smedegaard Andersen, kulturdirektør hos DR, mener, at mediehuset i stigende grad dækker hele Danmark og henviser blandt andet til, at DR har valgt at flytte flere stillinger til Aarhus og styrket kulturredaktion dér.
Relaterede artikler:
Danskerne fordobler download af Radio24syv-podcasts
For abonnenter
Ingen økonomisk slinger i valsen hos Radio24syv
For abonnenter