Ombudsmand: Tid til pressehåndtering må ikke indgå

En myndighed kan ikke medregne pressehåndtering i regnestykket over, hvor mange ressourcer der bliver brugt på at behandle en anmodning om aktindsigt. Det slår Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, fast over for Information.
Det sker dagen efter, samme avis bragte en historie om, at Justitsministeriet brugte forkerte regnemetoder, fordi myndigheden bl.a. har indregnet ressourcer i forbindelse med "forberede pressehåndtering og forelæggelse op i huset" i sin opgørelse over ressourceforbruget knyttet til en anmodning om aktindsigt fra Simon Andersen, nyhedschef fra Radio24syv.
Justitsministeriet afviste i februar hans ansøgning, med henvisning til en ny bestemmelse i offentlighedsloven, der giver myndigheder mulighed for at afslå, hvis behandlingen vil tage længere tid end tre arbejdsdage - med undtagelse af forskere og medier.
I disse tilfælde må bestemmelsen kun sjældent anvendes. I den pågældende sag vurderede ministeriet, at behandling af aktindsigten ville overstige 60 timer og afviste derfor, mens ombudsmanden accepterede beslutningen.
Men kritikken af opgørelsen bliver også bakket op af Jørgen Steen Sørensen, der udtaler til Information:
"Det ærgrer mig, at vi ikke fik gjort en særskilt bemærkning om det, for det kan ikke medregnes."
Han tilføjer dog, at det ikke har haft betydning for resultatet i den pågældende sag.