DR ansætter ny radiochef

DR har sat navn på afløseren for fratrådt radiochef. Erstatningen er fundet internt.
Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR
Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR

Gustav Lützhøft er ny radiochef i DR. Det oplyser DR i en meddelelse. Han tiltræder ved årsskiftet og afløser Tor Arnbjørn, der tidligere på året meddelte, at han stopper på posten som radiochef.

Gustav Lützhøft er fundet internt. Han er i øjeblikket digital redaktør og har kanalerne P5, P& Beat, P7 Mix og P8 Jazz under sig.

"Med Gustav Lützhøft får vi en radiochef, der brænder for mediet og de muligheder, radioen rummer. Gustav har i en årrække stået i spidsen for fire af DRs digitale radiotilbud og har på kort tid været med til at skabe kanaler, som er blevet uundværlige for lytterne," siger DR's mediedirektør, Gitte Rabøl, i meddelelsen.

Digital brydningstid

Gustav Lützhøft har været ansat hos DR siden 2009. Før sin nuværende stilling som digital redaktør var han bl.a. redaktør for B&U Ramasjang og projektmedarbejder hos DR Medier Radio.

"Det går rigtig godt for radioen. Lyttetiden stiger, blandt andet på grund af nogle rigtige prioriteringer, der er taget de seneste år. Men samtidig er vi midt i en digital brydningstid, der byder på nye muligheder for blandt andet at levere nyheder, fortælle historier og formidle musik. Det bliver noget af det, vi skal fokusere på i de kommende år og det er en opgave, jeg ser meget frem til," siger Gustav Lützhøft i meddelelsen.

Med ansættelsen af Gustav Lützhøft mindsker DR antallet af ubesatte chefstole. I radiosøjlen er der dog fortsat ikke sat navn på en ny kanalchef for P1, efter Anders Kinch-Jensen i august meddelte, at han stopper i spidsen for kanalen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også