P6 Beat har alt for få lyttere

DR’s 'P6 Beat' for de musikalske feinschmeckere med hang til rytmisk musik har kun 40.000 lyttere om ugen, og det er alt for lidt, erkender DR.
Per Fanefjord Laursen

DR’s DAB-radio P6 Beat ligger og vipper på 40.000 ugentlige lyttere, og det er for lidt, erkender DR nu.

P6 Beat er dedikeret til rytmisk musik på kanten af mainstream, og nok er radioen kerne public service for mange musikelskere - men en public service radio kan også blive for smal. Der er trods alt tale om en landsdækkende radiostation, lyder det fra DR’s radioledelse.

”Vi vil rigtig gerne have, at P6 Beat får flere lyttere fremover. Man skal have en ’public’ for at levere public service, som vi plejer at sige. Og det gælder også her,” siger radiochef Tor Arnbjørn, DR.

Får en faglig overhaling
P6 Beats redaktionelle planlægning er for nylig samlet i en ny enhed under kulturdirektør Morten Hesseldahl; den nye enhed koordinerer både playlister og musikjournalistik for P3, P6 Beat, P7 Mix og P8 Jazz.

”I den nye enhed er der samlet stor viden om radiomediet, og i det regi får P6 Beat nu fokus på mere genkendelig stil og programlægning, på flow, på værterne, musikplanlægningen og meget andet, der sikrer kanalen et mere ensartet udtryk,” siger Tor Arnbjørn, der ikke vil sætte et lyttertalsmål på P6 Beat.

”P6 Beat er inspireret af BBC's 6music der havde en ret hård fødsel men sidenhen har fundet et trofast og mangfoldigt publikum, derfor lader vi os selvfølgelig inspirere af hvordan det lykkedes den kanal at finde hele sit publikum.”

P6 blev lanceret i april 2011, som led i DRs neddrosling til ni digitale brands, der samlet set skulle signalere et skarpere DR.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også