MediaWatch

Per Stig: JP på plattenslager-spor i FM4-sag

Jyllands-Postens artikler om den nye radio på FM4 er under al kritik, lyder det fra kulturminister Per Stig Møller (K).

Kulturminister Per Stig Møller (K) svarer i et indlæg i Jyllands-Posten i dag igen på de kritiske artikler, avisen har skrevet om den nye FM4-kanal - der med al sandsynlighed kommer til at hedde Radio 24syv.

”Man kunne næsten få den mistanke, at JP’s journalistiske sporsans følger JP/Politikens overordnede forretningsstrategi, efter at man har valgt ikke at byde på den nye radiokanal,” skriver kulturministeren bidsk.

Per Stig Møller anklager blandt andet Jyllands-Posten for at bygge artiklerne ”på en række spekulationer og påstande om det igangværende udbud fra en række forskere, der intet har med den konkrete sag at gøre."

Det er blandt andet Jyllands-Postens artikler om, at udbudsmaterialet indeholder strengere detailkrav, end det rådgivende radioudvalg havde anbefalet, der får Per Stig Møller til at tage til genmæle - kravene er ikke blevet skærpet af ministeriet.

Derudover afviser kulturministeren anklager om, at man for at lette et eventuelt fremtidigt salg af TV 2 skulle have forsøgt at få radioen godkendt efter de såkaldte Altmarkprincipper i EU. Ifølge Per Stig Møller endte Kulturministeriet netop med at lade det være op til EU selv, om kommisionen vil basere sin afgørelse på Altmark-principperne eller statsstøttereglerne - og dette var JP blevet gjort bekendt med.

- SF
 

Mere fra MediaWatch

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs