MediaWatch

Per Stig glæder sig over Berlingske-bud

Det er positivt, at Berlingske Media og PeopleGroup har trodset andre mediehuses FM4-skepsis, mener kulturminister Per Stig Møller (K).

Kulturministeren er fornøjet over, at der er kommet en ansøgning om at drive FM4-kanalen fra det nyoprettede selskab Berlingske People, som kalder deres radiobud for Radio 24syv.

"Det er positivt, at Berlingske Media i samarbejde med PeopleGroup har valgt at søge tilladelsen til den fjerde landsdækkende radiokanal – og trodset den skepsis, flere andre mediehuse har vist," siger kulturministeren til b.dk, som bakkes op af Venstres medieordfører Ellen Thrane Nørby og DF's Karin Nødgaard.

Eneste ansøger
Koncernchef i Berlingske Media Lisbeth Knudsen forsikrer samtidig om, at det ikke har spillet nogen rolle for kvaliteten af BerlingskePeoples bud, at selskabet er eneste ansøger, ifølge b.dk.

Mediehusene er et efter et faldet fra at byde på den landsdækkende radio - efter i første omgang at have vist bred interesse for FM4-kanalen, der skal bryde DR's monopol på talk-news radio.

Frafaldet er primært sket med henvisning til de detaljerede indholdskrav til radioen. Derudover skal Radio- og tv-nævnet, der tildeler FM4-koncessionen, godkende ændringer i programformater og værter for at sikre, at de lever op til den standard, der blev lovet i ansøgningen. Det skyldes EU-krav, har Christian Scherfig, formand for Radio- og tv-nævnet tidligere forklaret.

- TBH

Mere fra MediaWatch

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs