MediaWatch

Højesteret stadfæster livstidsdom for drab på radiovært

Der blev ikke pillet ved dommen på livstid til en 27-årig mand, der ville have nedsat sin straf af Højesteret.

Foto: Nicolai Tobias/Ritzau Scanpix

Drabet på tidligere bandeleder og radiovært Nedim Yasar for knap tre år siden koster en dom på livstid til nu 27-årige Alexander Findanis.

Højesteret har onsdag stadfæstet livstidsdommen, og dermed har den 27-årige rocker ikke fået nedsat sin straf af landets øverste domstol.

Det var ellers håbet for ham og hans forsvarsadvokat, da de fik tilladelse til at få sagen for Højesteret, som udelukkende skulle tage stilling til strafudmålingen og altså ikke skyldsspørgsmålet.

Argumenterne fra forsvarets side gik på, at fængsel på livstid er en sjælden straf for ét drab, og at en særlig bestemmelse om skyderier i det offentlige rum ikke har været behandlet af Højesteret i forbindelse med drab.

Bestemmelsen, paragraf 81 b, kan hæve straffen med det halve, hvis der skydes i et offentligt rum.

Og regnestykket kan ikke gå op på andre måder end en livstidsdom, lyder det fra fem dommere i Højesteret:

"Drab straffes som udgangspunkt med fængsel i 12 år. Højesteret fandt på baggrund af sagens konkrete omstændigheder, at straffen for drabet og besiddelsen af skydevåbnet i den foreliggende sag ville skulle fastsættes til fængsel i ikke under 15 år."

"Drabet var begået ved anvendelse af skydevåben på et offentligt tilgængeligt sted, og straffen skulle derfor forhøjes med det halve efter straffelovens paragraf 81 b."

"Da straffens længde herved ville overstige grænsen for tidsbestemt straf, fandt Højesteret, at straffen skulle fastsættes til fængsel på livstid."

Drabet på Nedim Yasar fandt sted 19. november 2018.

Den 31-årige tidligere bandeleder havde været til en bogreception for sin bog "Rødder - en gangsters udvej", der handler om hans tid i og exit fra bandemiljøet i Danmark.

Ved 19.30-tiden satte han sig ind i sin bil, men længere nåede han ikke. Kort efter stod Alexander Findanis ved siden af bilen og affyrede to skud, der ramte Nedim Yasar i hovedet. Yasar døde dagen efter af sine kvæstelser.

I landsretten blev det vurderet, at drabet havde karakter af en nøje planlagt likvidering.

Både i Østre Landsret og ved Retten på Frederiksberg lød dommen også på livstid.

/ritzau/

Mere fra MediaWatch

Briefing: Ugen i mediebranchen

Radio Loud er snart no more, mens sportslisten skal genoplives, hvis det står til kulturministeren. Brancheorganisationer råbte vagt i gevær over nyt lovforslag om moms på rettigheder, en tv-status blev gjort op, og Frankfurt Bogmesse vendte tilbage i fysisk form. Alt det og meget mere i ugens overblik over slagets gang i mediebranchen. (Rettet)

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs