MediaWatch

Radio- og tv-nævnet blåstempler Radio4's annonceindkøb i ejers dagblade

Efter Radio4 købte annonceplads i dagblade, som er en del af ejerkredsen bag radiokanalen, vurderer Radio- og tv-nævnet, at der ikke er grund til mistanke om en økonomisk håndsrækning.

Radio4 vandt i 2019 udbuddet af FM4-sendetilladelsen, som kanalen overtog 1. november. Billedet er fra kanalens første dag i æteren. Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix

Den statsfinansierede public service-radio, Radio4, går fri af mistanke om at kanalisere økonomisk støtte ud i ejerkredsen af lokalmedier ved at købe annonceplads i aviserne. Det skriver Journalisten, efter Radio- og tv-nævnet har vurderet sagen.

Radio4 købte i oktober 2019 annonceplads i 20 regionale og lokale dagblade, der alle er en del af ejerkredsen bag radiokanalen. Det fik Socialdemokratiets medieordfører, Jesper Petersen, til at bede Radio- og tv-nævnet se på sagen, men herfra lyder konklusionen, at prisen på annonceringen ikke giver anledning til at tro, at der har været tale om en økonomisk håndsrækning til dagbladene bag radioen.

"Radio- og tv-nævnet finder herefter ikke belæg for at antage, at de tilskudsmidler, som Radio4 har modtaget til bl.a. dækning af omkostninger ved at drive stationen, reelt skulle have været anvendt til at subsidiere ejerkredsen,” lyder det i svaret ifølge Journalisten.

Ejerkredsen bag Radio4, der overtog sendetilladelsen på FM4 fra Radio24syv 1. november 2019, tæller Jysk Fynske Medier, Bornholms Tidende, Flensborg Avis, Lolland-Falsters Folketidende, Herning Folkeblad, Sjællandske Medier, Skive Folkeblad, Nordjyske Medier og Radio ABC. Jysk Fynske Medier er hovedejer.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere