MediaWatch

Kanalchef i DR rykker til Vejlemuseerne

Efter mere end 20 år i DR forlader Flemming Hedegaard Larsen public service-institutionen til fordel for en stilling som museumschef.

Foto: Vejlemuseerne PR.

Fra det nye år tager Flemming Hedegaard Larsen, nuværende kanalchef for DR2 og DR K, skridtet fra medieverdenen ind i museumsverdenen, når han skal være ny chef for Vejlemuseerne. Det oplyser Vejle Kommune i en pressemeddelelse.

Flemming Hedegaard Larsen har arbejdet i DR i mere end 23 år, hvor han udover kanalchef ifølge Altinget også har været fakta- og livsstilsredaktør samt konstitueret kanalredaktør for børnekanalerne Ultra og Ramasjang.

"Jeg glæder mig meget til at skulle stå i spidsen for VejleMuseerne og få lov til at arbejde med kultur og historie fra en anden vinkel. Jeg har i mange år arbejdet med at udvikle og skabe stærkt kulturindhold, som rammer borgerne, og det er kompetencer, jeg har tænkt mig at trække på som museumschef," siger Flemming Hedegaard Larsen i pressemeddelelsen.

Han er uddannet cand.comm. fra Roskilde Universitet og har ikke tidligere erfaring med at arbejde i museumsverdenen. Men ifølge kulturdirektør i Vejle Kommune, Sofie Plenge, har han i sin tid i DR bevist, at han kan løfte opgaven.

"Flemming har et stærkt renommé i branchen, og han har i sin tid hos DR bevist, at han kan formidle kunst og kultur på måder, der appellerer bredt samtidig med, at der er en faglig dybde. Jeg tror på, at Flemming både kan holde fast i det, der allerede fungerer rigtig godt og se en masse nye muligheder både i museet og sammen med omverdenen," siger Sofie Plenge.

Tidligere i år tog DR's direktør for Kultur, Børn og Unge, Henrik Bo Nielsen, også skiftet mellem museumsbranchen og mediebranchen, men med modsat fortegn. Han kom fra et job som adm. direktør for museerne i Roskilde.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere