MediaWatch

Viacom rykker ind på radiolandkortet med ny DAB-kanal

Amerikanske Viacom udvider forretningen på det kommercielle mediemarked i Danmark og går i efteråret i luften med en radiokanal, der skal stå på ryggen af MTV-brandet.

Fra venstre Philip Lundsgaard, ejer af TVR Media, Jesper Dahl, direktør for Viacom i Norden, og Lars Michael Nielsen, ejer af TVR Media. Foto: PR/Viacom

Viacom, der bl.a. står bag MTV og Nickelodeon, kaster sig ud i radiodrift i Danmark med lanceringen af kanalen MTV Radio.

Den nye kanal vil blive sendt på DAB+, som Cibicom, der tidligere hed Teracom, står for kanalsalget af, ligesom MTV Radio vil kunne tilgås i en app og online. Viacom oplyser, at kanalen går i luften i efteråret – dog uden at sætte eksakt dato på.

Ifølge Viacom vil radiokanalen nå ud til 90 pct. af de danske husstande med DAB-distributionen. MTV Radio vil være reklamefinansieret. Hvor mange minutters reklame der bliver lagt ind i sendefladen, ønsker Viacom ikke at oplyse.

"MTV er et af verdens mest kendte brands, der især er kendt for indhold til tv og online. Vores mål er hele tiden at møde vores brugere dér, hvor de er, og her er matchet mellem MTV og radioplatformen helt oplagt for os. For os handler det om at levere relevant indhold til brugerne på de platforme, de benytter," siger Jesper Dahl, direktør for Viacom i Norden, i en pressemeddelelse.

TVR Media med som partner

I radioindtoget har Viacom slået sig sammen med TVR Media, der i forvejen står bag kanalen Energy (NRJ), der også har en plads på DAB+ nettet. TVR Media og én af ejerne Philip Lundsgaard skal producere og drive MTV Radio, ligesom selskabet er partner på reklamesalget til kanalen.

"Jeg er vokset op med MTV. MTV er mit musik-DNA, og at jeg nu får lov til at være med til at lave en MTV-radiostation i Danmark, er en ære," siger Philip Lundsgaard i meddelelsen.

Hvilke økonomiske forventninger Viacom har til den kommercielle del af forretningen, ønsker selskabet ikke at sætte tal på.

Den nye radiokanal skal have tilknyttet en række værter, som der dog ikke er sat navn på endnu. Viacom oplyser, at der vil være mindst to-tre værtsbårne programmer i sendefladen – blandt dem et morgenprogram.

Salget af radiolicenser på DAB+ har indtil videre haft en langsom start. Med indtoget på DAB+ føjer MTV Radio sig til den relativt overskuelige række af kanaler på nettet. Ud over Energy (NRJ), som TVR Media som nævnt står bag, har Bauer Media en række kanaler på sendenettet, mens BBC World Service har en enkelt. Også Ekstra Bladet har tidligere stået bag en DAB+ kanal, men mediet besluttede at lukke den ved udgangen af 2018.

MTV Radio lanceres kun i Danmark.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere