MediaWatch

Nedim Yasars formodede drabsmænd bliver frivilligt bag tremmer

To mænd har siden december sidste år siddet fængslet for drabet på Nedim Yasar. De nægter sig skyldige.

Foto: Tobias Nicolai/Jyllands-Posten

Radiovært og tidligere bandefigur Nedim Yasars formodede drabsmænd har frivilligt ladet deres fængsling forlænge i yderligere fire uger.

Det blev oplyst kort før det ellers planlagte retsmøde om fristforlængelse ved Retten på Frederiksberg fredag.

De to mænd på 24 og 26 år er mistænkt for at have skudt og dræbt radioværten i november sidste år.

Begge blev anholdt i december og har siddet fængslet lige siden. De nægter sig skyldige.

Det har siden drabet været begrænset med nye oplysninger i sagen. Ved tidligere fristforlængelser er retsmøderne foregået for lukkede døre af hensyn til efterforskningen.

Den er stadig i gang, men hvor langt politiet er i efterforskningen, kan advokaturchef Dorit Borgaard, der er anklager i sagen, ikke oplyse.

Yderligere to mænd er sigtet for drabet, men de er på fri fod, da man ikke har ment, at der har været et grundlag for at varetægtsfængsle dem.

Nedim Yasar mistede livet, efter at han blev skudt i hovedet, da han var på vej hjem fra en bogreception på Hejrevej i Københavns Nordvestkvarter.

Receptionen var i anledning af bogen "Rødder - en gangsters udvej", som journalist Marie Louise Toksvig har skrevet sammen med Nedim Yasar.

Yasar ved medvært på radioprogrammet "Politiradio" på Radio24syv med netop Marie Louise Toksvig. Programmet behandler og diskuterer tidens store retssager og dykker ned i tidens kriminalitetsbillede.

Politiet mener, at de fire mænd var sammen om at slå Nedim Yasar ihjel. Mens tre af dem har været sigtet siden december, kom den fjerde sigtelse i januar.

Alle fire menes ifølge politiet at have tilknytning til rockergruppen Satudarah.

/ritzau/

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere