MediaWatch

Podcastduo henter penge fra donationer og leder efter model for fremtiden

Third Ear har bedt lytterne om at spytte penge i kassen, og det er ifølge én af bagmændene gået "overraskende godt". Podcastduoen har været i dialog med en række aktører efter skilsmissen fra Politiken.

/ritzau/Sanpix/Peter Hove Olesen
Tim Hinman og Krister Moltzen. Foto: /ritzau/Peter Hove Olesen

I podcastduoen Third Ears seneste serie, der har titlen "21 Roser", er lytterne blevet mødt af en forespørgsel om nogle håndører til projektet.

"Her på Third Ear tjener vi selvfølgelig ingen penge på dig. Det er fint. Men fordi Third Ear er fuldstændig uafhængig og uden sponsorer og reklamer og så videre, har vi brug for din støtte. Og til det formål har vi lavet en knap på vores webside, hvor der står "donér"," siger Tim Hinman, der er én af Third Ears to bagmænd, i slutningen af første afsnit.

Og ifølge Tim Hinman er donationerne strømmet ind. Indtil nu er der tikket over 200.000 kr. ind på Third Ears konto.

"Det er gået overraskende godt. Folk har været meget generøse, og rigtig mange folk har givet os lidt og skrevet nogle meget positive og opbakkende beskeder samtidigt med, at de støtter projektet, og været glade for, at vi gør det på den måde," fortæller han.

Han og makkeren Krister Moltzen har i mange år overvejet, om de skulle forsøge sig med donationer som finansieringsvej. De har blandt andet set på crowdfundingplatformen Kickstarter, men vurderede flere gange, at tidspunktet ikke var det rette.

Det rette tidspunkt er så nu – både fordi Third Ear i 2017 stoppede det to år lange samarbejde med Politiken, men også fordi podcastduoen nu har en følgerskare, som er stor nok til, at det giver mening at bede om donationer, fortæller Tim Hinman.

Third Ear fandt ligeledes ud af, at netop den direkte appel til lytterne uden en mellemmand har været det bedste setup.

"Vi tænker over alt muligt, og så finder vi tit ud af, at det nemmeste er at gøre det selv. Nemmest at organisere, mest effektivt, billigst. Jeg er ikke sikker på, om det ville have fungeret for andre, og det kan sagtens være, at det kun er et one shot for os," siger Tim Hinman.

"Still looking"

Det seneste år til halvandet har Third Ear talt med flere mulige partnere og sponsorer, og efter bruddet med Politiken kunne det virke ekstra oplagt at indgå et nyt partnerskab. Det er dog ikke planen foreløbigt.

"Vi har fået mange gode tilbud og haft rigtig mange positive samtaler om mulige støttemodeller. Men vi er "still looking", og vi har ikke rigtig fundet en model, som giver mening for os. Indtil videre har vi det bedst, som vi er nu," siger Tim Hinman og fortæller, at de har holdt møder med blandt andre forlag, men også med rene kommercielle sponsorer, som har ytret ønske om at samarbejde om native advertising.

Kommercielle sponsorater er ifølge podcastproducenten en "holy grail" i podcastuniverset, og særligt i USA benytter virksomheder podcasts som reklameplatform for deres produkter.

Det er også noget, flere taler om på det danske podcastmarked, lyder det. Men Tim Hinman mener, at mulighederne på det felt i Danmark er "stærkt begrænsede".

Det kommercielle potentiale på det danske marked er mindre end eksempelvis på det amerikanske af den simple årsag, at Danmark er et mindre land, og at der dermed er færre lyttere af danske podcasts.

"It's a numbers game," siger Tim Hinman på sit modersmål og uddyber på dansk:

"Det gør, at mange af de modeller ikke giver mening (i Danmark, red.) enten for marketingsafdelinger, for sponsorerne eller for producenterne."

Barsler med internationalt format

Third Ear overvejer også andre og nye måder at tjene penge på podcastgesjæften. Tim Hinman fortæller, at flere amerikanske podcasts er lykkedes med at lave et liveelement til deres shows.

"Det er en væsentlig bedre strategi end at sælge reklamer, og det ser ud, som om man tjener bedre på liveshows end på sponsorater. Dét har vi også i sigte; at lave mere direkte ting," siger han og fortæller, at duoen ønsker at "change things up a bit".

"Vi har været glade for den type podcasts, vi har lavet i mange år, men vi vil altid gerne prøve at lave noget, som er foran. Der er mange public service-spillere, som er begyndt at lave den type ting, som vi har været de eneste, der lavede i lang tid. De sidste to-tre år er der kommet mere og mere af den slags fra bl.a. DR og Radio24Syv."

Internationale kollaborationer er også en af de ting, Third Ear arbejder henimod. I den forbindelse har duoen talt med flere internationale spillere om at tage duoens produktioner uden for Danmarks grænser.

Tim Hinman bruger BBC-podcasten "Death in Ice Valley" som eksempel på en skandinavisk fortælling i et internationalt format. Her arbejder BBC-dokumentaristen Neil McCarthy og den norske undersøgende journalist Marit Higraff fra NRK sammen om at løse mysteriet om mordet på en kvinde i Norge i 1970 – med hjælp fra podcastens lyttere.

"Engelsk er det internationale sprog for podcast. Den amerikanske dominering af podcastmarkedet er også begyndt at trætte publikum, tror jeg, som egentlig kræver en europæisk tilgang til ting. Så det er også en ret interessant ting at forsøge at vinkle det ud over grænsen. Også hvis vi tænker mere kommercielt i fremtiden. Hvis vi skal nå flere penge, skal det også være interessant for et langt større publikum," siger han, men kan endnu ikke fortælle, hvilke internationale spillere Third Ear har talt med.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere