Grafisk virksomhed sænker forventningerne igen

Det er vanskeligt at drive en grafisk virksomhed i en digital tidsalder. Det må F.E. Bording konstatere og nedjusterer forventningerne til årsomsætningen for anden gang. Virksomheden venter nu en omsætning på 625 mio. kr. mod tidligere 650 mio. kr. for året udmeldt i forbindelse med regnskabet for andet kvartal. Og selskabets andel af overskuddet efter skat er barberet ned til 25 mio. kr. mod en tidligere forventning på 30 mio. kr.
"Efterspørgslen efter traditionelle papirbårne produkter tager fra tid til anden et ekstraordinært dyk, da store enkeltordrer ikke genbestilles som forventet. Det oplevede Bording i Sverige og Norge i første halvår 2015. Udviklingen er fortsat i Norge og har også påvirket Danmark i tredje kvartal, medens Sverige har haft stort set uændret omsætning i lokal valuta, lyder begrundelsen for at nedjustere forventningerne til hele året."
Samlet kom den grafiske virksomhed ud af tredje kvartal med en omsætning på 144,7 mio. kr. Det er et fald på 8,5 pct. i forhold til kvartalet sidste år. Faldet er kommet i forbindelse med en række store ordre sidste år er væk eller ikke gentaget i kvartalet, skriver Bording i regnskabet.
Resultatet før afskrivninger, EBITDA, er i tredje kvartal steget med 3,8 pct. til 15,4 mio. kr. i forhold til tredje kvartal 2014.
"De makrotrends, som præger erhvervslivet generelt set, præger naturligvis også Bording Koncernen. Den væsentligste trend som påvirker Bording Koncernen er den digitale transformation," skriver selskabet i regnskabet.
I Danmark er omsætningen i de grafiske aktiviteter vokset med 25 pct., og det er en stigning, der primært skyldes opkøb sidste år. I Sverige er et fald i omsætningen i første halvår nu vendt i tredje kvartal, og Sverige har med næsten uændret omsætning i lokal valuta opnået vækst i bruttomarginal og resultat, oplyser Bording.
Lidt sortere ser det ud i Norge, hvor omsætningen i lokal valuta faldet med 24 pct. i de første tre kvartaler. Alene i tredje kvartal er omsætningen faldet med knap 20 pct.
"Koncernens omsætning er påvirket af lavere kurser på svenske og norske kroner. I de første tre kvartaler er omsætningen negativt påvirket af valutaudviklingen med cirka 8 mio. kr., medens resultatet er påvirket med cirka 1,3 mio. kr.," skriver Bording i regnskabet for tredje kvartal.
/ritzau/FINANS
Relaterede artikler:
Reklamebureauer tabte omsætning og indtjening i 2014
For abonnenter