Medie: TDC forhandler om køb af svensk kabelselskab
TDC forhandler om et køb af den svenske telekoncern Com Hem, der har omkring 1,93 mio. kunder i hjemlandet.
Det fortæller anonyme kilder til Bloomberg News, der skriver, at handlen vil være den største nogensinde for det danske selskab, hvis den skulle blive en realitet.
Da Pernille Erenbjerg afløste Carsten Dilling som topchef for få uger siden, udtalte hun ellers, at TDC ikke går med opkøbsplaner – hverken på kort eller mellemlangt sigt.
Men ifølge Bloomberg er den nye direktør blevet mere positiv over for et opkøb af Com Hem i løbet af forhandlingerne, der har stået på de seneste måneder. Mediets kilder understreger dog, at handlen er langt fra færdig og stadig kan blive taget af bordet.
Com Hem udbyder telefoni, internet og bredbånd og blev noteret på børsen i Stockholm i juni i år. Ifølge Bloombergs beregninger har koncernen en aktuel værdi på 19,3 mia. kr. Til sammenligning betalte TDC omkring 13,8 mia. kr. i handlen med norske Get As sidste år.