DFDS henter ny kommunikationschef hos Novo Nordisk

Det danske færge- og fragtrederi DFDS skifter kommunikationschef ved årsskiftet.
Gert Jakobsen, som har haft ansvaret for DFDS' kommunikationsaktiviteter siden 2007, går på pension og bliver erstattet af den 37-årige Nicole Seroff, der kommer fra medicinalkoncernen Novo Nordisk.
Som ny kommunikationschef i DFDS får Nicole Seroff ansvaret for medierelationer, kommunikationsrådgivning, intern kommunikation samt digital kommunikation herunder sociale medier og hjemmesider.
Nicole Seroff kommer fra en stilling som kommunikationspartner i Novo Nordisk, hvor hun senest har arbejdet direkte for koncerndirektør Camilla Sylvest, som er ansvarlig for strategi og corporate affairs i medicinalkoncernen.
Nicole Seroff har været ansat i Novo Nordisk siden 2008 og har haft forskellige stillinger inden for kommunikation.
"En væsentlig opgave for Nicole bliver at orkestrere og udvikle kommunikationsindsatsen i DFDS på tværs af presse, sociale medier og interne kanaler for at styrke opmærksomheden og opfattelsen af DFDS blandt interessenter og medarbejdere", hedder det i en udtalelse fra DFDS.
Gert Jakobsen vil bistå Nicole Seroff i en overgangsperiode, inden han går på pension i midten af marts 2021.
(Denne artikel er leveret af vores søstermedie ShippingWatch.)