MediaWatch

Umwelt-ejer forbedrer drift i tredje kvartal

Opkøbet af marketingbureauet Umwelt var med til at løfte omsætningen i tredje kvartal i koncernen F.E. Bording, der fastholder forventningerne til året.

Foto: Ritzau Scanpix/Thomas Lekfeldt

F.E. Bording, der oprindeligt var et trykkeri, men i dag også arbejder med markedsføring og medierådgivning til virksomheder, kom ud af tredje kvartal med både stigende omsætning og forbedret indtjening.

Kvartalet har været præget af fremgang i driftsresultatet, nedskrivninger af aktiver og en avance på et ejendomssalg.

Omsætningen steg i kvartalet til 157,0 mio. kr., hvilket var 5,1 mio. kr. mere end i samme periode sidste år, hvilket i høj grad skyldes en positiv effekt fra opkøb på netto 8,4 mio. kr., mens valuta har bidraget negativt med 3,5 mio. kr.

Effekten fra opkøb stammer fra Umwelt, der i 2017 var indregnet som associeret selskab og derfor ikke indgik i koncernens omsætning.

Driftsresultatet (EBITDA) landede i kvartalet desuden på 49,1 mio. kr. mod 12,9 mio. kr. i samme periode sidste år og er påvirket af en gevinst på 35,0 mio. kr. vedrørende salg af ejendom på Turbinevej 4-6.

Underliggende var indtjeningen på 14,1 mio. kr. - svarende til en forbedring på 1,2 mio. kr.

Regnskabet er også præget af en nedskrivning af aktiver på i alt 31,9 mio. kr. per 30. september, hvoraf 24,9 mio. kr. udgør immaterielle aktiver og 7,0 mio. kr. materielle aktiver.

Nedskrivningerne er primært knyttet til den danske offset-produktion.

Forventningerne til 2018 eksklusive ejendomssalget og værdiregulering af aktiver fastholdes og lyder på en omsætning på cirka 670 mio. kr. og et EBITDA på cirka 45 mio. kr. Hertil kommer indtægter fra salget af Turbinevej 4-6, som betyder, at EBITDA ventes at lande på cirka 80 mio. kr.

/ritzau/FINANS

Mere fra MediaWatch

Kvinder i metoo-dokumentar kritiserer Politikens beskrivelse af Jes Dorph-sag

Politiken bragte i januar en ensidig og mangelfuld beskrivelse af de sager, Jes Dorph-Petersen blev beskyldt for i advokatundersøgelsen på TV 2, mener de kvinder, som står bag beretningerne. Kritikken "gør indtryk" på Politikens chefredaktør, Anne Mette Svane, som dog står ved den journalistiske behandling.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs