
Danmarks største forlag Gyldendal har ansat Dennis Glintborg som ny marketingchef for udgivelser til børn og unge. Det oplyser forlaget i en pressemeddelelse.
Den nye marketingchef har senest været redaktør for indholdsudvikling til digitale platforme for DR Ramasjang og tiltræder sin nye stilling hos Gyldendal i midten af maj.
"Dennis er en unik kombination af dyb kærlighed til og viden om børnelitteratur og så alt det bedste fra DR's ikoniske børne- og ungdomsafdeling: Bred forståelse for alt digitalt, indsigt i målgrupper under 150 cm og erfaring med markedsføring af højtelskede figurer," udtaler Mette Holbæk, marketingdirektør hos Gyldendal i meddelelsen.
Gyldendal udgiver årligt omkring 150 titler til børn og unge.