Adm. direktør for Forlaget Cobolt er død
Forlægger Lasse Steenholt, der også var tidligere regnskabs- og økonomichef, er afgået ved døden som 57-årig efter længere tids sygdom. Det skriver Forlaget Cobolts forlagschef, Carsten Søndergaard, og adm. direktør, Pernille Arvedsen i en nekrolog.
Lasse Steenholt var selv tidligere adm. direktør i Forlaget Cobolt, der specialiserede sig i tegneserieudgivelse. Han købte aktiemajoriteten i forlaget i 2012.
Før han blev forlagsejer, arbejdede Lasse Steenholt i flere forskellige dele af forlags- og mediebranchen i flere velkendte selskabers økonomi- og regnskabsafdelinger. Karrieren begyndte med en vikartjans som regnskabsassistent på Semic Forlagene i Bagsværd i 1986, der blev til en fastansættelse. Senere blev han regnskabschef i den svenske mediekoncern Bonniers Specialmagasiner, mens han færdiggjorde sin uddannelse på CBS.
Han var sidenhen bl.a. økonomidirektør i Nent (nu Viaplay Group) i 2001-2003. Herefter stiftede han selskabet Casela Accounting Services, der leverede regnskabs- og it-ydelser og driftsledelse for andre virksomheder. En af virksomhedens kunder var det gamle pressebureau PIB Features, der bl.a. leverede tegneseriestribe til aviser og ugeblade i de nordiske lande. Det var med rod heri, at Forlaget Cobolt blev opkøbt i 2012.
”Lasse vil blive husket for sit virtuose overblik over finanser, debitorer, kreditorer, regnskaber og afregninger og for gennem hele sit desværre alt for korte liv at sætte en ære i at betale enhver sit og til tiden, naturligvis, det lå i hans natur. Han vil blive mindet og savnet for sit altid imødekommende, positive og hjælpsomme væsen, og for sin ordentlighed. Han var en empatisk kollega, der formåede at både se og anerkende sine medarbejdere; at give dem frie rammer såvel som at træde venskabeligt til, hvis livet skulle gøre ondt,” lyder det i nekrologen.