
Biblioteket for læsere med læsevanskeligheder, Nota, skal fremover til lommerne, hver gang de låner lyd- og e-bøger ud. Det skriver Kulturmonitor, efter Ophavsretslicensnævnet har afvist Notas hidtidige model, der giver et engangsbeløb på 150 kr. til danske forfattere og rettighedshavere for udlån af digitale titler og pålægger Nota fremover at betale vederlag per udlån - op til 12 kr. per stk.
Afgørelsen gælder med tilbagevirkende kraft fra oktober 2018 og giver dermed rettighedshavere udsigt til et eftervederlag.
"Afgørelsen er vigtig, fordi den fastslår, at forlag og forfattere ligesom andre leverandører af produkter og tjenester til syns- og læsehandicappede har ret til et rimeligt vederlag fra staten, når litteraturen stilles gratis til rådighed. Og den giver god mening i en tid, hvor markedet i stigende grad tilbyder reel ligestilling i adgangen til litteraturen særligt ved den massive vækst i antallet af lydbogsudgivelser," skriver interesseorganisationen Danske Forlag i en pressemeddelelse på Bogmarkedet.