MediaWatch

Sara Omar får De Gyldne Laurbær for opgør med kvindehad

33-årige Sara Omar får boghandlernes De Gyldne Laurbær for romanen "Skyggedanseren" om religiøst kvindehad.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Den dansk-kurdiske forfatter Sara Omar modtager litteraturprisen De Gyldne Laurbær for sin roman "Skyggedanseren".

Prismodtageren bliver udvalgt af alle danske boghandlere - også internetboghandlere. De enkelte boghandlere stemmer om, hvilken udgivelse der i årets løb har gjort sig fortjent til prisen, der består af en laurbærkrans og et diplom.

I år fik Sara Omars anden udgivelse "Skyggedanseren" flest stemmer. Det er ikke første gang, at Sara Omar har været blandt årets yndlinge hos boghandlerne.

Hendes debutroman, "Dødevaskeren", der udkom i 2017, var tæt på at modtage prisen dengang.

Temaet i de to udgivelser går igen. Sara Omar har skrevet åbent og uden forbehold om overgreb, voldtægter og drab, der begås mod kvinder i islams navn.

"Dødevaskeren" har Sara Omar selv beskrevet som et kampskrift, og anmelderne stod i kø for at kaste stjerner efter bogen.

Sidste år fulgte "Skyggedanseren", der har samme kvindelige hovedperson, Frmesk.

Hendes fortid og nutid bruges til at skildre den machokultur, der fører til mishandling af kvinder.

Der er skildringer af Frmesks minder fra en barndom i de kurdiske områder, hvor hun bliver voldtaget som barn og oplever, at andre kvinder myrdes og mishandles.

Herefter flygter Frmesk til Danmark, og siden slår hun sig ned med sin mand i Tyskland.

Men heller ikke her bliver kvinden fri for den sadistiske behandling i religionens navn.

Hendes mand skærer i hende med barberblade, banker hende i baghovedet, voldtager hende og retfærdiggør det: For hun blødte ikke på bryllupsnatten, og hun fødte ham ikke en dreng.

For sin skildring af det religiøse kvindehad og -undertrykkelse fik Sara Omar allerede for "Dødevaskeren" en række hæderspriser.

En af de priser, som allerede står på Sara Omars cv, er Menneskerettighedsprisen, der uddeles af Rådet for Menneskerettigheder.

Dengang gjorde Sara Omar det klart, at det ikke er lige meget, at hendes litteratur anerkendes.

"Prisen betyder, at min kamp ikke har været forgæves. At de tavse, udsatte, undertrykte mennesker, som jeg kæmper for, bliver anerkendt og hørt, og at nogen tager dem alvorligt," sagde hun dengang til Information.

/ritzau/

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere