MediaWatch

Scharf forsvarer sig mod PET-chefs påstande i sag om PET-bog

Kirsebærtræer ved PET's hovedkvarter og mange andre argumenter indgik i tidligere PET-chefs forsvar i retten mod anklagerne om at have brudt sin tavshedspligt i bogen "Syv år for PET".

Thomas Borberg/POLFOTO
Foto: Thomas Borberg/POLFOTO

I retssagen mod den tidligere chef for PET, Jakob Scharf, er blevet forsvarerens tur til at afhøre sin klient. Under retsmødet onsdag undsagde Jakob Scharf på flere punkter den nuværende PET-chef, Finn Borch Andersen, der tidligere har vidnet mod Jakob Scharf i sagen.

For eksempel har Borch Andersen fortalt byretten, at han har måttet bruge "rigtig mange timer" på at tale med chefer fra andre efterretningstjenester på grund af Jakob Scharfs oplysninger i bogen.

Men den slags beroligende samtaler er ikke nye, lyder det. Scharf måtte således selv i sin tid forklare udenlandske kolleger om Morten Storm, der havde fortalt journalister, at han var agent for både CIA og PET, og om Muhammed-tegningerne.

"Jeg har oplevet, at der er blevet stillet rigtig mange spørgsmål både multilateralt og bilateralt. Det er et vilkår for PET's chef, at man må besvare spørgsmål fra samarbejdspartnere om sager, der har været fremme i medierne", siger Jakob Scharf.

Den nuværende PET-chef har desuden sagt til byrettens dommer og de to lægdommere, at PET ikke må oplyse noget om, hvilke lande man samarbejder med.

"Det er ikke et synspunkt, jeg har set tidligere, og jeg er uenig," siger Scharf.

Viden om samarbejdspartnere

I hans tid ville man derimod gerne skilte med et godt forhold til vennerne. Beviset findes foran indgangen til PET's hovedkvarter. Her har chefer fra en britisk, en svensk og en amerikansk efterretningstjeneste plantet kirsebærtræer. Der er oplysning om dato og om navn, og det kan ses af personer, der ikke er sikkerhedsgodkendte.

"Det ville vi jo ikke have gjort, hvis vi mente, at det var en fortrolig oplysning, at vi har en tæt og god relation," siger Scharf.

Den nuværende ledelse i PET har også peget på, at Scharf i bogen lægger alt for mange brikker frem både om kapacitet og arbejdsmetoder. Et puslespil kan samles af terrorister og andre, og der opstår det, der kaldes en "sammenstykningsrisiko".

"Sådan har det jo altid været, men det betyder ikke, at man slet ikke kan udtale sig om PET's forhold," siger Scharf.

I øvrigt påpeger han og hans forsvarer, at man i en af Borch Andersens årsberetninger faktisk får mange oplysninger om arbejdsmetoder.

Spørgsmålet om arbejdsmetoder

I bogen "Syv år for PET" forklarer den tidligere chef for PET desuden, at man skyder meget præcist efter nervecenteret i hovedet.

Dermed har Jakob Scharf imidlertid overtrådt loven, hævder anklagemyndigheden. Problemet er, at han dermed har røbet fortrolige oplysninger om PET's arbejdsmetoder.

Men under det ottende retsmøde i Københavns Byret i straffesagen mod Scharf er det en af hans og forsvarerens pointer, at det slet ikke er hemmeligt, at PET er i stand til at dræbe.

I næste uge afhøres bogens forfatter, journalist Morten Skjoldager. Byrettens dom ventes til december.

/ritzau/MediaWatch

Forsiden lige nu

Amazon byder på regional sports-tv i USA

Amazon-koncernen har budt på et regionalt sports-tv-netværk med 22 kanaler, som i dag er ejet af Walt Disney. Frasalget er en del af betingelserne for Walt-Disneys fusion med 21st Century Fox.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere