MediaWatch

PET overså politiets egen artikel om terrorsag

En centerchef i PET afhøres i sagen mod Jakob Scharf. Tavshedspligt hindrer ham i at svare på spørgsmål.

Foto: Ritzau Scanpix/Liselotte Sabroe

Sætning for sætning har Politiets Efterretningstjeneste forsøgt at finde potentielt skadelige og hemmelige oplysninger i den tidligere chefs omdiskuterede bog "Syv år for PET".

Arbejdet har været meget omfattende, får man indtryk af onsdag i Københavns Byret, som afvikler endnu et retsmøde i straffesagen mod Jakob Scharf.

Men hvor grundigt er arbejdet egentlig?

Under en afhøring af centerchef Henrik Pass fra PET hæfter Jakob Scharfs forsvarer sig ved et bemærkelsesværdigt kiks i PET's undersøgelse, som danner grundlag for anklagemyndighedens beslutning om tiltalen.

PET opdagede simpelthen ikke, at en politiassistent i en artikel i årbogen Nordisk Kriminalreportage i mange detaljer har beskrevet en sag om et forpurret attentat på Jyllands-Posten i København. Sagen hedder Operation Constant.

"Jeg skal ikke kunne sige, hvorfor den ikke er dukket op"

Årbogen er udgivet inden "Syv år for PET", hvor Scharf anklages for at have brudt sin tavshedspligt ved at blandt andet at omtale detaljer netop i Operation Constant.

"Er der en forklaring på, hvorfor I ikke fandt den her," vil advokat Lars Kjeldsen vide.

"Jeg skal ikke kunne sige, hvorfor den ikke er dukket op. Det kan være, at de ikke har haft adgang til det pågældende tidsskrift," siger centerchef Henrik Pass.

Han henviser til de ansatte, som er særligt trænet i at søge i åbne kilder, og som PET's juridiske afdeling bestilte til at afdække, om oplysningerne i Scharfs bog tidligere havde været fremme offentligt.

"Er det fordi, man kun søger på internettet," spørger advokaten.

"Det skal jeg ikke kunne sige," svarer Henrik Pass.

Først efter Radio24Syvs omtale af politimandens artikel er den også blevet til en sag. PET har meldt ham til Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

Scharfs bog handler om en etbenet bombemand, masseovervågning og mange andre forhold.

Scharf afhøres onsdag

Vurderingen af mulige problemer har Henrik Pass og to andre centerchefer hos PET stået for. Hver en passage er blevet vendt. De har blandt andet læst domme og retsbøger om de sager, der har været for retten. Hvad PET selv tidligere har oplyst offentligt, og om der er af klassificerede oplysninger.

I bogen skriver Scharf om Vollsmose-sagen, at nogle af de tiltaltes venner havde planer om at udføre et angreb i forbindelse med retssagen. De ville hente våben og bringe dem med sig ind i landsretten, men PET stoppede bilen og hindrede dermed angrebet.

Hermed har Scharf - vurderer såvel PET som anklagemyndigheden - røbet en stribe hemmeligheder. Om PET's operationer, arbejdsmetoder, kildearbejde og andres private forhold.

Om dette og mange andre forhold kan centerchef Henrik Pass dog ikke svare på, hvad der præcist er galt.

"Det kan jeg ikke af hensyn til min tavshedspligt," siger han flere gange under afhøringen.

Den tiltalte selv afhøres for første gang onsdag.

/ritzau/

Mere fra MediaWatch

ViacomCBS sælger studiebygninger i milliardhandel

Den amerikanske mediekoncern ViacomCBS skiller sig af med over en million kvadratmeter studieområder og -bygninger, som har dannet ramme om et væld af tv-shows og optagelser af serier og film siden 1928.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs