MediaWatch

Forfatter finder nyt forlag efter afgang i protest fra Gyldendal

Kort tid efter han smækkede med døren hos Gyldendal, har forfatteren Carsten Jensen indgået aftale med Politikens Forlag om at udgive hans bøger. 

Forfatter Carsten Jensen skal fremover udkomme på Politikens Forlag | Foto: Scanpix Ritzau/Nils Meilvang

Det bliver Politikens Forlag, der skal udgive forfatteren Carsten Jensens næste bøger, skriver Politiken og Berlingske.

"Vi ser frem til at udgive Carsten Jensens forfatterskab, som vi med stor interesse har fulgt gennem årene. Carsten Jensens værker står som uomgængelig samtidslitteratur og styrker forlagets skønlitterære profil og linje," siger forlagsdirektør for Politikens Forlag, Lene Juul.

Foreløbig inkluderer aftalen med Politikens Forlag to debatbøger, der skal udkomme til efteråret samt en ny roman "Hjemkomst", der efter planen skal udkomme næste år.

Aftalen med Politikens Forlag kommer, efter Carsten Jensen i slutningen af januar sagde farvel og tak til landets største forlagsvirksomhed, Gyldendal. Det skete i protest mod udnævnelsen af Morten Hesseldahl som ny adm. direktør for Gyldendal.

Carsten Jensen og Morten Hesseldahl var forinden tørnet samme i Informations spalter, hvor Carsten Jensen kaldte Morten Hesseldahl "kronisk inkompetent". I et svar på det skrev Morten Hesseldahl bl.a., at "et liv i forhånelsens tjeneste har ikke gjort noget godt for Carsten Jensen og slet ikke for hans rørende bestræbelser på at blive taget alvorlig som intellektuel."

Uenighederne mellem de to rækker tilbage til 2005, hvor Carsten Jensen og 11 andre forfattere i et samlet brev advarede mod stigende diskrimination af etniske mindretal i Danmark – et brev, som Morten Hesseldahl dengang gik i rette med.

Mere fra MediaWatch

"Helt generelt synes jeg selvfølgelig, at vi chefredaktører skal stille op"

Principielt bør mediechefer også stille op til kritiske interviews, når medierne forventer det samme af fx politikere, mener Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, efter kritik fra tidl. statsminister af manglende interviews med B.T.'s ansv. chefredaktør Michael Dyrby i kølvandet på dokumentarfilmen om metoo på TV 2.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs