MediaWatch

Forlag gør status: I år var podcasts og lydbøgernes år – det bliver 2018 også

Et udviklingsboom inden for lydbøger og især podcasts er den digitale tendens, der har gennemsyret 2017, mener digital forlagschef i Lindhardt og Ringhof. Og vi kommer til at se meget mere af det i 2018, spår han.

PR/EGMONT
Foto: PR/EGMONT

Hos forlaget Lindhardt og Ringhof er der ingen tvivl om, at fremtiden også er digital. Det vil sige, den trykte bog fortsat vil være en hjørnesten i forretningen, men udviklingen sker også i den digitale sfære.

Forlaget, som er Danmarks næststørste, har siden sommeren 2015 haft en erklæret digital strategi, der på det konkrete plan indebar et mål om at digitalisere 15.000 titler inden udgangen af i år, og på det mindre håndgribelige niveau har involveret en ændring i forlagets mentale indstilling til forretningsudvikling og ekspansion.

Derfor er Lindhardt og Ringhofs digitale forlagschef, Lasse Korsemann Horne, også en oplagt mand til at gøre status over de digitale hovedstrømninger, der har efterladt sig mærker i forlagsbranchens 2017 – og hvilke der for Lindhardt og Ringhof vil bane vejen i 2018.

Først og fremmest kommer vi ikke uden om udviklingen inden for digitale lydbøger og podcasts. Nye selvstændige podcast og podcastmagere med annoncekroner i ryggen er strømmet ind i markedet, der tidligere hovedsageligt bestod af amerikanske podcastere og genudsendelser af radioprogrammer lagt ud som digitale lydfiler.

I samme strømning er lydbøger gået "kraftigt" frem, siger Lasse Korsemann Horne, som ser lydformatet som den mest centrale digitale hovedtendens, der flyder over tærsklen til det nye år og videre ind i 2018.

"Folk har i dén grad fået øje på og sikkert også købt abonnement til streamingtjenester, som giver adgang til lydbøgerne. Jeg tror, det hænger sammen med den udvikling, vi også har set på podcastområdet. Der er jo ikke langt fra, at du bevæger dig fra en podcast til at lytte til en fagbog og videre til en roman," siger han og tilføjer, at Lindhardt og Ringhof og flere andre forlag desuden selv er begyndt at bevæge sig ind i podcast-sfæren, netop fordi det ligger så tæt op ad lydbøger. Lindhardt og Ringhof har bl.a. udgivet livsstilspodcasten "De 95 procent" i samarbejde med Netudgaven.

Selve forlaget skal digitaliseres

Inden for den teknologiske udvikling i forlagsbranchen har året ikke budt på de store jordskred, vurderer han. Streaming- og abonnementstjenester har fortsat sit indtog, hvor det er og bliver den fortrukne måde at læse og levere digitale lyd- og bogfiler. Og dén udvikling vil kun fortsætte ind i 2018, lyder det. I stedet er det på indholdssiden, Lasse Korsemann Horne ser de mest interessante ryk.

"Som forlægger ser jeg jo podcasts som en direkte konkurrent til vores lydbøger og i en vis udstrækning til vores fagbøger. For mange forfattere vil også kunne lave en podcast – endda lige så godt som en bog – og det er en rigtig god måde at formidle på. Og det er da en udfordring fremadrettet," siger han.

"Jeg tror, at podcast – og lydbøger – kommer til at fortsætte sin sejrsgang, og at vi vil se meget mere af det næste år. Især inden for non-fiction genren."

På det mere tekniske plan nævner Lasse Korsemann Horne, at forlaget har fokus på at digitalisere forretningen. Hidtil har fokus mest af alt været på at lave digitale replikaer af trykte bøger, men også selve forlaget og dets forretningsgange skal flyttes ind i den digitale verden.

"Næste skridt er at digitalisere selve forlaget og vores processer. Altså, hvordan får vi gode CMS-systemer op at køre, og hvordan henter, analyserer og bruger vi data bedst muligt til eksempelvis at se, hvad der sælger godt, hvorhenne og i hvilke formater. Det lyder måske lidt kedeligt, men det er helt essentielt for, at vi kan udvikle et topmoderne forlag med minimale omkostninger og levere en bedre service til vores forfattere," siger han.

Bedre lyduniverser og optimerede bagsidetekster

Dertil kommer, at Lindhardt og Ringhof i 2018 vil arbejde mod at udvikle metadata – altså data om data – til sine bøger. Det drejer sig eksempelvis om SEO-optimerede bagsidetekster, forklarer Lasse Korsemann Horne.

"Det vil sige alt det, der gør, at vores bøger bliver søgbare, og som vil gøre, at vi i højere grad kan få matchet den rette bog til den rette læser, hvilket er noget af det, som det digitale bogmarked hidtil har døjet med," siger han og uddyber:

"Med metadata kan vi få lavet datapakker til vores titler, så forhandlere og udbydere som Storytel og Saxo kan foreslå den næste bog, der vil passe til den enkelte bruger baseret på tidligere bøger. Det er virkelig også et vigtigt fokus for os - at læserne i fremtiden nemmere kan finde de bøger, som de har lyst til at læse. Den tærskel skal sænkes radikalt."

På kommercielle niveau vil det kommende år blive brugt på at fortsætte strategien om at retrodigitalisere allerede udgivne bøger, så Lindhardt og Ringhof kan fortsætte med at udvide sit online katalog af e- og lydbøger.

Derudover skal der skovles yderligere kul på lydbogsproduktionen, hvor kræfterne især skal bruges på at gøre lytteoplevelsen mere unik end de traditionelle oplæsninger af bøger. Det skal blandt andet ske ved brug af "højt profilerede" stemmer til både voksen- og børnebøger, samt at optimere lyduniverserne, så det bliver mere tredimensionelt, altså med lyd fra mere end bare oplæserens stemme, fortæller han.

Ingen pessimisme her

Indstiller man kikkerten til et lidt bredere perspektiv, har det digitale bogsalg ikke budt på de mest opmuntrende meldinger i 2015 og 2016, mens kortlægningen af 2017 endnu ikke er offentliggjort. I to år er e-bogssalget rutsjet nedad, mens lydbogssalget er steget kraftigt og har efterladt e-bøgerne med godt en femtedel af den samlede digitale omsætning ifølge Danske Forlags årsstatistik.

Den udvikling kan Lasse Korsemann Horne dog ikke genkende fra sit eget forlag, der netop har valgt at satse stort på et digitalt bog- og lydbogsmarked.

"Det er overhovedet ikke noget, vi oplever. Hverken inden for lydbøger eller e-bøger," siger han.

"Vi oplever et virkelig stort boom hos os, hvor vi sælger mere og udbetaler større royalities til forfatterne. Så vi deler ingen pessimisme her," siger han og understreger, at Lindhardt og Ringhof vil fortsætte – og sætte yderligere ind på – sin digitale kurs i 2018.

Forsiden lige nu

Ny Waoo-aftale var med til at løfte MTG i første kvartal

MTG giver æren for vækst i den nordiske tv-forretning til bl.a. ny aftale med dansk tv-distributør. MTG tabte seerandele i Danmark, mens reklamemarkedet ifølge MTG's estimater udviklede sig fladt i Danmark, men steg i Norge og Sverige.

Trump i clinch med New York Times-journalist

USA's præsident, Donald Trump, hasselerer mod en journalist på New York Times, efter mediet har bragt en historie om, at Trumps mangeårige advokat, muligvis indgik en aftale med statslige efterforskere.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere