
Flere aviser kan snart stille sig op i køen til at modtage støtte fra den såkaldte supplementsordning, herunder Børsen. Det skriver Børsens ansv. chefredaktør og adm. direktør, Anders Krab-Johansen, i dagens leder.
Børsen har som andre aviser søgt om produktionsstøtte næste år og kan - hvis alt går som det plejer - regne med at modtage 17,5 mio. kr. i mediestøtte.
"Men en djævelsk tanke lurer. Vi kan få endnu mere statsstøtte, hvis vi drejer lidt på håndtagene i butikken. Avisoplaget skal lidt ned, og vi skal have færre avisannoncer, og så er vejen åbnet til ekstra statsstøtte. Kristeligt Dagblad og Information modtager allerede ekstra penge fra en særlig supplementsordning. De to aviser er topscorere i mediestøtte med henholdsvis 29 og 25 mio. kr.," skriver Anders Krab-Johansen.
Supplementsordningen er øremærket landsdækkende aviser, der bl.a. har et oplag under 40.000 og en annonceandel på maksimalt 25 pct.
Anders Krab-Johansen uddyber, at også Ekstra Bladets og BT's oplag er på et niveau, hvor de principielt ville kunne søge suppleringsordningen, og kalder situationen absurd.
"Situationen er grotesk. En forringelse af avisforretningen belønnes med mere statsstøtte. Samtidig gives momsfritagelse for aviser, mens der betales moms for digitale abonnementer. Kort fortalt støtter staten en forældet presse, mens den skaber ringe vilkår for digitale medier," skriver Anders Krab-Johansen.
Han opfordrer derfor politikerne til at ændre reglerne for mediestøtte, så den understøtter den digitale transformation i højere grad. Det skal ske ved at indføre nulmoms på digitale udgivelser, lige som det i dag gælder for trykte aviser, og fjerne den direkte mediestøtte.