Aviserne Bärgslagsbladet og Arboga Tidning vil fra næste år fylde mindre i papircontaineren.
Hverdagsaviserne, der er ejet af medieselskabet Mittmedia, sænker udgivelsesfrekvensen på papir fra fem til tre udgaver om ugen, skriver Dagens Media.
Til gengæld vil aviserne skrue op for den digitale udgave og udkomme som e-avis alle syv dage om ugen, frem for kun på hverdage.
"Af økonomiske årsager er det nødvendigt at gå ned i antallet af udgivelsesdage på papir, men vi øger samtidig frekvensen ved at udkomme med en e-avis alle årets dage. På den måde kommer vi til at tilbyde vores journalistik på en bredere og ny måde," siger Daniel Nordström, chefredaktør og ansvarlig udgiver.
Mittmedia, der står bag 28 lokalaviser, meldte tidligere i år ud, at koncernen skal finde besparelser for 133 mio. svenske kr. (ca. 106,8 mio. kr.) inden for to år.
Spareplanen inkluderer nedlæggelse af 130 stillinger, hvoraf 90 er redaktionelle stillinger, og ambitioner om en digital omstillng.