MediaWatch

Læsertal: Landsdækkende aviser stak af i vinter

De landsdækkende aviser udgjorde motoren i vinterhalvåret, hvor en stribe dagblade gik frem, viser læsertal.

Foto: Sisse Dupont, Jyllands-Posten

De mørke måneder bød på læsermæssigt på flere lyspunkter for aviserne.

Læsertallene fra Gallup for vinterhalvåret 2015/16 er landet, og de viser, at landets nationale og regionale aviser samlet set holdt skansen og ikke tabte læsere - på hverdag og søndage.

De landsdækkende aviser kom bedst igennem vintermånederne og holdt ikke alene status quo, men fik læsertallene til at spire og vokse med 4,5 pct. i gennemsnit. Holder man fagbladet Licitationen ude af statistikken og ser på de brede nyhedsmedier alene, var væksten 5,7 pct. på tværs.

Kristeligt Dagblad står for den største procentuelle fremgang med en vækst på 18 pct., mens Weekendavisen havde den største vækst i reelle tal med et plus på 32.000 læsere svarende til 16 pct. Avisen har med 229.000 læsere lagt sig i overhalingsbanen og nærmer sig Jyllands-Postens niveau på 235.000.

Også Berlingske, Børsen, Ekstra Bladet, Information, Metroxpress og Politiken så spirende læsertal i vinterhalvåret. Det levner få titler på den anden side af skalaen - BT, Jyllands-Posten og Søndagsavisen faldt beskedent - under 5 pct. - mens Licitationen som den eneste udgivelse tog et dyk på mere end 10 pct. og faldt 11 pct.    

Stor forskel på regionalaviserne

For de regionale dagblade var udviklingen mere blandet. I gennemsnit så de 22 regionale udgivelser en tilbagegang på 4 pct. i statistikken, hvor spændet mellem største og mindste fremgang er stort.

Bedst kom Helsingør Dagblad gennem vinteren med en vækst på 25 pct. efterfulgt af Viborg Stiftstidende, der også vokser mere end 20 pct. De to står sammen med Herning Folkeblad og Århus Stiftstidende også for den største fremgang i rene tal - alle fire har hver øget læserskaren i lokalområdet med 4.000 læsere i forhold til året før.

I alt ni aviser havde fremgang, mens en enkelt holdt status quo, og 11 aviser gik tilbage. De største fald indkasserede Bornholms Tidende og Dagbladet Ringkøbing-Skjern med minus 22 pct., mens Fyens Stiftstidende, Jydske Vestkysten og Skive Folkeblad gik mellem 10 og 12 pct. tilbage. I reelle tal sagde Jydske Vestkysten, der stadig er langt den største regionalavis, farvel til flest læsere med et tab på 17.000.

 

Læsertal: Landsdækkende avisers udvikling vinterhalvår 2015/16 

Læsertal: Landsdækkende aviser vinterhalvår 2015/16 

Læsertal: Regionale avisers udvikling vinterhalvår 2015/16

Læsertal: Regionale aviser vinterhalvår 2015/16

Læsertal: Søndagsavisers udvikling vinterhalvår 2015/16 

Læsertal: Søndagsaviser vinterhalvår 2015/16 

Mere fra MediaWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MediaWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs