Jyllands-Posten finder ny sportsredaktør internt
Jyllands-Posten har fundet afløseren for afgående sportsredaktør Christian Thye-Petersen, der efter sommerferien skifter til Discovery Networks.
Ny sportsredaktør bliver Troels Henriksen, der fra september overtager posten og fremover skal tegne avisens sportsdækning som redaktør og kommentator. Det oplyser Jyllands-Posten i en pressemeddelelse.
Troels Henriksen, 34, har sine faglige rødder i fodboldjournalistikken og dækker i dag Superligaen og fodboldlandsholdet for Jyllands-Posten. Han blev i 2013 kåret til Årets Sportsjournalist for afsløringer om DBU og Danske Spil i sager om matchfixing og udbud.
”Jyllands-Postens kommende sportsredaktør er et etableret navn inden for sportens verden – derfor vil han også være en stemme, som man vil lytte til som kommentator. Tillige betyder det meget for os, at vi ved, at Troels Henriksen er mand for at udvikle sportsjournalistikken i retning af digitalisering og højere kvalitet ," siger Pierre Collignon, chefredaktør på Jyllands-Posten, i pressemeddelelsen.
Fokus på betalingsjournalistik
Troels Henriksen er uddannet cand.comm. i journalistik fra RUC i 2008 og har siden været ansat på Jyllands-Postens sportsredaktion. Han tager over efter Christian Thye-Petersen, der fra august er ny ledende redaktionschef på Discovery Networks, som bl.a. står bag tv-kanalerne Kanal 4, Kanal 5 og 6’eren.
Han vil gå til opgaven, der ikke mindst handler om at udvikle sportsjournalistikken digitalt, med lige dele ydmyghed og entusiasme, siger han:
"Det er derfor med stor ærefrygt og enorm begejstring, at jeg har fået muligheden for at være sportsredaktør for de gutter, jeg kender så godt, og jeg glæder mig meget til at videreføre udviklingen i en verden med betalt, journalistisk indhold som et nyt kerneområde,” siger Troels Henriksen i meddelelsen.
Troels Henriksen tiltræder 1. september.
Relaterede artikler:
Politiken gafler chef fra Ebay som ny annoncechef
For abonnenter
TV 2 kaprer norske VM- og EM-rettigheder fra Discovery
For abonnenter