Mediekommentator forudser ny rolle til Christian Jensen

Chefredaktøren på Politiken får ikke samme opgaver som Bo Lidegaard og hans forgængere, vurderer Lasse Jensen.
Foto: Jakob Dall/Polfoto
Foto: Jakob Dall/Polfoto
/ritzau/

Tiderne skifter. Også på dagbladet Politiken. Derfor får Christian Jensen en anden rolle som chefredaktør, end hans forgængere de sidste mange år har haft. 

Det vurderer Lasse Jensen, der er mediekommentator og blandt andet har været vært for P1-programmet "Mennesker og Medier".

"Der er et klart skift, så vidt jeg kan se. Den øverste ledelse har sagt, at de vil ikke have en chefredaktør, der sidder i fjernsynet. De vil have en journalistisk chefredaktør," siger han.

Christian Jensens tre seneste forgængere - Herbert Pundik, Tøger Seidenfaden og Bo Lidegaard - har ifølge Lasse Jensen i højere grad været aktive debattører, end de har brugt kræfter på avisens indhold.

"Det var specielt udtalt med Tøger Seidenfeiden, men også i en vis grad med Bo Lidegaard. De blev ansat, fordi de var dem, de var. Det var i mindre grad, fordi man troede, at de kunne ændre avisen," siger Lasse Jensen.

"Skiftet signalerer først og fremmest, at Politiken er i en helt anden situation, end Politiken har været i de første 100 år af dens levetid."

Avisen har ifølge Lasse Jensen ikke det økonomisk sikre grundlag, den tidligere har haft.

"Jeg tror ikke, at det handler så meget om personerne, som det handler om tiderne."

Udfordringen for avisen er ifølge Lasse Jensen ikke nødvendigvis den journalistiske kvalitet, men i højere grad at lokke kunder i butikken på internettet.

"Måske er det fejlagtigt at tro, at chefredaktøren kan ændre det. Christian Jensen er en fantastisk dygtig journalist og en rigtig dygtig redaktionel leder. Men er det der, man skaber fremgang," spørger Lasse Jensen retorisk.

"Eller er det digitale omlægninger for at modstå de ændringer, der sker i brugeradfærden? Kan man gøre det alene på journalistisk kvalitet? Jeg ville ønske, at det var sådan, men det tror jeg ikke."

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også