Chefredaktør vil forlade Tyrkiet efter fængsling

Chefredaktøren for en tyrkisk oppositionsavis vil trodse forbud om at forlade landet efter at have været fængslet for at vise regeringskritiske optagelser.
Foto: Kayhan Ozer/Polfoto/AP
Foto: Kayhan Ozer/Polfoto/AP
RITZAU/REUTERS

Den tyrkiske journalist og chefredaktør fan Dundar siger til Reuters, at han vil forsøge at rejse til udlandet og trodse en domstols ordre om, at han skal indlevere sit pas og blive i Tyrkiet. 

Can Dundar, som er chefredaktør på den sekulære oppositionsavis Cumhuriyet, blev frigivet fra fængslet fredag sammen med sin kollega Erdem Gül.

De to journalister blev fængslet i november for at publicere videooptagelser, der angiveligt viser, hvordan efterretningstjenesten hjælper med at sende våben ind i nabolandet Syrien.

De er tiltalt for at skaffe sig og afsløre statshemmeligheder. De er også tiltalt for "med vold" at ville "omstyrte den tyrkiske regering".

De to mænd forlod før solopgang fængslet i Istanbul, efter at højesteret havde truffet afgørelse om, at de to mænds rettigheder var blevet krænket med fængslingen.

Præsident: Det er en spionsag

Til trods for deres løsladelse er de to journalister stadig i fare for at blive idømt livsvarigt fængsel ved en retssag, som skal indledes den 25. marts.

Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan har sagt, at han ikke har nogen respekt for domstolens afgørelse.

"Jeg er ikke enig i beslutningen, og jeg har ingen respekt for den," sagde Erdogan til journalister søndag. "Denne sag har intet at gøre med ytringsfrihed. Det er en spionsag," sagde han videre.

Ozgur Ozel, en af lederne i oppositionspartiet CHP, raser over Erdogans udtalelser.

"Præsidenten forsøger at give instruktioner til domstolene. Forfatningen er blevet trådt på i dag. Det er uansvarligt misbrug," siger han.

/ritzau/Reuters

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også