Tidligere chefredaktør får nyt job i mediebranchen

Hans Krabbe er ny chefredaktør hos Midtjyllands Avis. Det oplyser hans nuværende arbejdsgiver, fodboldklubben FC Midtjylland, på klubbens hjemmeside.
Midtjyllands Avis' nye chefredaktør er tidligere typograf og blev siden uddannet journalist fra Journalisthøjskolen i Aarhus. Han arbejdede i 13 år med sport i DR-regi og var efterfølgende partner i et kommunikationsbureau.
Fra 2011 og tre år frem var han chefredaktør for Dagbladet Holstebro-Struer, indtil han i 2014 blev kommunikationsdirektør i FC Midtjylland.
"Det har været et privilegium at være en del af FC Midtjylland i de mest begivenhedsrige år i klubbens historie. Vi fik ny ejer, vi blev mestre, og vi kvalificerede os til et europæisk gruppespil. Nogle gange skal man imidlertid bevæge sig væk for at finde tilbage til kernen. Kernen for mig er mediebranchen og journalistikken, og jeg glæder mig til at blive en del af et traditionsrigt og veldrevet mediehus med dedikerede medarbejdere," siger Hans Krabbe til FC Midtjyllands hjemmeside.
Midtjyllands Avis har base i Silkeborg og er en del af samme koncern som Herning Folkeblad. Skiftet sker 1. januar 2016.
Hans Krabbe afløser Steffen Lange, der tidligere på året varslede et stop som chefredaktør efter over 20 år på posten.
I Hans Krabbes periode som chefredaktør på Dagbladet Holstebro-Struer stillede han sig i spidsen for et forsøg på at købe dagbladet ud af Berlingske Media, der på det tidspunkt var ejet af Mecom. Han fik bl.a. tilsagn fra personer fra to af Holstebros helt store virksomheder, emballageproducenten Færch Plast og støberivirksomheden Vald. Birn. Tilbuddet blev imidlertid afvist af Mecom, og Dagbladet Holstebro-Struer forblev på Mecoms hænder.
Relaterede artikler:
Bank og foldboldklub indgår tv-aftale
For abonnenter
Krabbe: "Jeg skulle bare det andet"
For abonnenter