
For adm. direktør i JP/Politikens Hus Stig Ørskov er det helt utænkeligt, at mediehuset skal indgå i et struktureret, redaktionelt samarbejde med statens medier. Det skriver han i en kronik i dagens udgave af Børsen.
Udmeldingen kommer efter kulturminister Bertel Haarders (V) opfordring til at undersøge mulighederne for et samarbejde mellem statsmedier og private medier. Her påpeger Stig Ørskov, at uafhængighed af staten er selve fundamentet for private medier. Derfor er det principielt uforeneligt at distribuere statsmediernes indhold eller være underleverandør.
Ørskov: DR er benspænd for nye investeringer
Stig Ørskov mener, at bl.a. licensfinansieringen af DR giver en konkurrenceforvridning, som underminerer udviklingsmulighederne for de private medier. Når DR kan bevæge sig ind på et område, hæmmer det gevinsten ved at gå ind på samme område for de private medier. Stig Ørskov fremhæver, at 55 pct. af de journalister, der arbejder for landsdækkende medier, i dag er ansat hos statens medier.
"Udover at det er tosset, at staten bruger tvangsopkrævede licensmidler på en opgave, som civilsamfundet kan løfte mindst lige så godt som statens medier, er statsmediernes stigende digitale aktiviteter med til at udhule kvaliteten af indholdet på tv og radio med den konsekvens, at reality programmer og lignende i stigende grad udfylder sendefladen," skriver Stig Ørskov i kronikken i Børsen.
Mere fra MediaWatch
Medieklummen: Rapporter peger på flere triste nyheder for journalister
Flere fravælger at læse nyheder, unge mennesker opsøger dem ikke aktivt, og sociale medier har overhalet nyhedsmedier som hovedkilde for de unge til nyhederne. Branchen står med et tiltagende framenteringsproblem, og vi bliver nødt til at tale om det, lyder det fra Uffe Gardel, der har ført pennen i denne uges medieklumme.