Politiken-fotograf anholdt for at gå med flygtninge
Politikens fotograf Martin Lehmann blev onsdag anholdt af Syd- og Sønderjyllands Politi, da han gik med strømmen af flygtninge og migranter, der vandrer på E-45-motorvejen i Sydjylland.
Ifølge politiet blev journalister og fotografer bedt om at holde sig fra selve vejbanen, og da Martin Lehmann nægtede at følge denne ordre, blev han anholdt og kørt til Aabenraa.
Her blev afhørt og løsladt igen, oplyser politiet. Fotografen er nu er sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Klokken 13 torsdag oplyste politiet alle borgere - inklusiv medier - om, at det er ulovlig at opholde sig på motorvejen. Det forbud blev klokken 17:30 håndhævet.
Anholdelsen skete ved afkørslen til Aabenraa Syd. Journalisterne på stedet blev bedt om at forlade stedet. Hvis ikke de gjorde det, risikerede de anholdelse, sagde politiet på stedet ifølge Ekstra Bladets journalist.
Sideløbende blev tre mandskabsvogne kørt op til de vandrende migranter og flygtninge, skriver Ekstra Bladet. Syd- og Sønderjyllands Politi indførte desuden flyveforbud over gruppen af vandrende migranter og flygtninge, fordi de ifølge politiet blev skræmt af nyhedshelikoptere.
Dansk Journalistforbund klager
Anholdelsen har fået formanden for journalisternes gruppe i Dansk Journalistforbund, Rasmus Mark Pedersen, til at indgive en klage til politiet.
"Det er tidligere blevet slået fast, at journalister, der dækker andres ulovligheder, godt må følge efter lovbryderne - bare de ikke selv opfordrer til kriminalitet," skriver han blandt andet i klagen.
"Vi vil som presse på ingen måde hindre jer i at udføre jeres arbejde. Men I skal heller ikke hindre os i at udføre vores. De indgreb i pressefriheden, I har gjort i dag, er til skade for demokratiet og den oplyste debat," lyder det.
Danske Medier er også skarp i sin kritik af anholdelsen, og vil torsdag kontakte politiet for at få en forklaring og om nødvendigt gå videre til Rigspolitiet.
"Det er et alvorligt indgreb mod mediernes arbejdsvilkår, når politiet vil forhindre fotografer i at dække en begivenhed af stor offentlig interesse og griber til at anholde en pressefotograf, som udfører sit arbejde," udtaler journalistisk direktør, Christian Kierkegaard.