MediaWatch

Disse partier skal vælge ny medieordfører

En håndfuld partier skal vælge ny medieordfører efter valget, hvor flere mediepolitikere mistede deres plads i Folketinget.

Folketingsvalget, der som bekendt endte med et regeringsskifte, kommer også til at betyde, at der skal skiftes ud blandt de mediepolitiske stemmer på Christiansborg.

En række af de ordførere, der hidtil har tegnet den mediepolitiske kurs for deres parti, blev ikke genvalgt.

Det gælder bl.a. i det tidligere regeringsparti, Socialdemokraterne. Trods partiets mandatfremgang blev der ikke genvalg til Troels Ravn, der var opstillet i Sydjylland. Troels Ravn har været partiets medieordfører siden regeringsrokaden i begyndelsen af 2014, hvor han afløste den mangeårige ordfører Mogens Jensen, der blev udnævnt til udviklingsminister.

Flere nye i rød blok

Vælgerlussingen til SF betyder også farvel til partiets medieordfører, Özlem Cekic, der nåede at få knapt halvandet år på posten. Hun afløste Ole Sohn på det mediepolitiske område i februar 2014.

De Konservatives mandattab ramte også partiets tidligere formand, Lars Barfoed. Han har været medieordfører for De Konservative siden 2011 og var en af de største kritikere af DR's beslutning om at lukke Underholdningsorkestret sidste efterår.

I rød blok skal Enhedslisten samtidig finde en ny mediestemme, efter Jørgen Arbo-Bæhr stopper i Folketinget. Og endelig skal Alternativet, der har den tidligere kulturminister Uffe Elbæk som formand, også i gang med at lægge ordførerkabalen.

Hos Venstre sikrede Ellen Trane Nørby sig en ny periode i Folketinget og kan altså fortsætte som partiets medieordfører. Det samme gælder for De Radikales Zenia Stampe samt Liberal Alliances Mette Bock.

Mere fra MediaWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MediaWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs