Jørgen Dragsdahl vinder i Højesteret
Det var ikke i orden, at historiker Bent Jensen tilbage i 2007 i en kronik skrev, at journalist Jørgen Dragsdahl var agent for den sovjetiske efterretningstjeneste KGB under Den Kolde Krig.
Højesteret har afgjort sagen, efter at den har været behandlet med forskelligt resultat i Retten i Svendborg og Østre Landsret.
Straffen fastsættes til 10 dagbøder á 1.000 kr. og Bent Jensen skal desuden betale en godtgørelse på 100.000 kroner til Jørgen Dragsdahl.
Retten i Svendborg kendte Bent Jensen skyldig i injurier og idømte ham dagbøder, mens Østre Landsret frifandt historikeren, og dømte Jørgen Dragsdahl til at betale sagsomkostningerne.
Landsrettens dom er nu omstødt af Højesteret, som også har afgjort, at Bent Jensen skal anerkende, at agentbeskyldningerne mod Jørgen Dragsdahl var usande.
Bent Jensen har i retten sagt, at bekyldningen mod Dragsdahl alene gik på, at han skulle være en såkaldt påvirkningsagent, der ikke er en overtrædelse af straffeloven.
Jørgen Dragsdahl har anført, at beskyldningerne må opfattes, som om han har overtrådt straffeloven.
/ritzau/