
Det skal ikke være muligt at få mediestøtte uden at være tilmeldt Pressenævnet.
Det mener flere medieordførere, skriver Journalisten.
Diskussionen er opstået i kølvandet på, at online mediet Den Korte Avis, der har fået tildelt mediestøtte i år, ikke er tilmeldt Pressenævnet og samtidig menes at bryde reglerne for god presseskik.
Blandt de partier, der ønsker reglerne gennemgået på ny, er S, SF og Enhedslisten, samt Venstre og Dansk Folkeparti.
"Jeg mener, at vi må ændre reglen, så det bliver muligt at klage til Pressenævnet over alle medier, der får mediestøtte. Frivillig tilmelding til Pressenævnet virker ikke," skriver medieordfører for Dansk Folkeparti, Morten Marinus, til Journalisten.
Medieordførerne fra bl.a. S og V har for nylig også ønsket lup på mediestøtten til et andet online medie, Dagens.dk, fordi sitet menes at have krænket ophavsretten i flere tilfælde.
Både Venstre og DF står uden for forliget om den nye mediestøtte. Begge partier har dog stået bag tidligere mediestøtteaftaler, der heller ikke har stillet krav om tilmelding til Pressenævnet.
Artiklen er opdateret d. 29.10. 2014. Det fremgik tidligere, at Dagens.dk ikke er tilmeldt Pressenævnet. Det er ikke korrekt, Dagens.dk er tilmeldt. MediaWatch beklager fejlen.