Norske medier afbryder ferien
Flere norske har kaldt ekstra mandskab ind på de ferieramte redaktioner at kunne dække den terrortrussel, de norske myndigheder i dag har advaret om. Det skriver Journalisten. no.
Det gælder bl.a. norske TV2, der er ejet af danske Egmont.
"Vores vurdering er, at der er et enormt informationsbehov i befolkningen. Derfor er det vigtigt, at vi dækker sagen meget bredt i hele landet og blandt andet ser på, hvilke tiltag politiet har sat i værk. Vi satser på at snakke med almindelige mennesker om, hvordan de oplever situationen. Og vi vil selvsagt prøve at finde ud af mere om de personer, PST mener har til hensigt at utdføre en terrorhandling," siger redaktør Ronny Oksvold fra TV2 til Journalisten.no.
NRK: Balancegang at dække ukendt trussel
Også NRK bekræfter, at public service mediet har indkaldt en håndfuld medarbejdere, herunder journalister der ellers skulle ligge på stranden, for at kunne sende ekstra.
"Vi bruger det, vi har, af disponibelt mandskab. Vi har ekstra nyhedsudsendelser på tv, udvidet dækning på radio og heldækkende nyhedsformidling af sagen på nettet," siger nyhedsdirektør Per Arne Kalbakk, NRK. Han understreger samtidig, at der er grænser for, hvor meget man kan dække en ukendt trussel på live tv uden at det bliver for spekulativt - og uden at bidrage mere til frygt end oplysning. Derfor vil NRK i stedet lave ekstra nyhetsudsendelser hver time.
VG: Fokus på online TV
På VG lægger redaktionschef Marius Tetlie ikke skjul på, at man vil øge nyhedstrykket markant ikke mindst på det online baserede VG TV:
"Vi har indkaldt ekstra mandskap for at være mest muligt slagkraftig på tv. ... Vi har ambitioner om at holde en løbende dækning også på tv. Både med pressekonferencer og interviews med folk om, hvordan de forholder sig til truslen. Der bliver reportager på alle kanaler."