MediaWatch

Global: FT-oplag siver med 14 pct.

Oplaget falder stadig markant hos store UK-dagblade, New York Times nedlægger miljø- og klimaredaktion, og en tredjedel af alle nye biler i UK har DAB-radio...

Oplagsfald til britiske aviser
De seneste oplagstal i Storbritannien er dyster læsning for de store dagblade. Godt nok oplevede The Financial Times, The Guardian og The Daily Telegraph en mindre stigning i salgstallene fra november til december, men ser man på år-til-år-tallene så er der tale om store fald i oplaget. Ifølge den britiske oplagskontrol har The Financial Times mistet 14,19 procent på et år, The Guardian har oplevet et lidt mindre fald på 11.25 procent, mens The Daily Telegraph er nede på et tab på 6.74 procent, skriver The Guardian.

New York Times lukker miljøredaktion
De ni journalister, der arbejder på New York Times´miljø- og klimaredaktion, har fået at vide, at de bliver forflyttet, og at redaktionen bliver lukket. Det skriver bl.a. Poynter. En nyhedsansvarlig på avisen forklarer beslutningen som et led i en omstrukturering af avisen, samt at udviklingen i miljøjournalistikken har ændret sig i de seneste år, så området er hvirvlet ind i andre områder som f.eks. erhverv, og at den derfor bør dækkes fra disse redaktioner. Miljø- og klimaredaktionen blev oprettet i 2009, og det er endnu ikke besluttet, hvad der skal ske med avisens ”The Green Blog”, som er avisens digitale indgang til miljø, klima- og energi-nyheder.

Mere DAB i UK
Nye tal fra Storbritannien viser, at 33,3 procent af alle nye biler har DAB installeret som standardudstyr, hvilket er en stigning fra 21 procent fra sidste måling, skriver RadioAssistent. Der er tale om en markant udvikling, eftersom tallet for to år siden bare var 7,5 procent. ”Over de sidste to år er antallet af solgte biler, der har DAB som standard, steget med utrolige cifre. Otte ud af de biler, der findes på top-10 over de mest populære biler i UK, har nu DAB som standard eller indfører det i løbet af kort tid, således at bilisterne også vil kunne få glæde af de fordele, digital radio tilbyder,” siger den britiske kommunikationsminister, Ed Vaizey, ifølge RadioAssistent.

- TBC

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere